Akuthjælp-app er blevet endnu bedre


Den nationale akuthjælp-app er blevet opdateret på otte konkrete punkter. Opdateringerne er baseret på brugeranmeldelser, og vil blandt andet komme blinde og svagtseende til gode.

Downloadet 233.000 gange

Nøjagtigt et år efter den nationale akuthjælp-app gik i luften, fejrer den populære app sin fødselsdag med en større opdatering. Siden lanceringen sidste år er den gratis app blevet downloadet 233.000 gange.

- Det glæder os, at så mange danskere har taget akuthjælp-app'en til sig. Med de nye opdateringer gør vi app'en endnu mere brugervenlig, blandt andre for blinde og svagtseende, siger Carl Holst (V) næstformand i Danske Regioner.

Med akuthjælp-app'en kan borgere, der har brug for hjælp, blandt andet finde den nærmeste akutmodtagelse eller skadestue, det nærmeste apotek eller nummeret på lægevagten.

Otte konkrete forbedringer

Siden lanceringen har borgere kunne sende mails med forslag og kommentarer til akuthjælp-app'en til en postkasse via emailadressen akutapp@regioner.dk  

Af de mange forslag, Danske Regioner har modtaget, er der lavet otte konkrete forbedringer af app'en. Her er nogle eksempler:

  • Der er sket tekniske og layout-mæssige ændringer i forhold til, hvordan man bruger app’en
  • Giftlinjen er blevet tilføjet
  • Svagtseende og blinde kan nu benytte app'en - via voice-over for iPhones og talk-back funktion for android.

- Institut for blinde og svagtseende har henvendt sig til os med et ønske om ændringer i akuthjælp-app'en så den kunne tilpasses deres målgruppe. Det har vi selvfølgelig lyttet til, da formålet med akuthjælp-app'en er at give alle vores borgere lettilgængelig information om blandt andet, når de har brug for hjælp, siger Carl Holst.

Nationalt samarbejde

Da den landsdækkende app så dagens lys for et år siden, var den resultatet af et samarbejde på tværs af landets fem regioner.

Den landsdækkende app er udviklet af Regionernes Sundheds-It (RSI). Formanden Jens Andersen glæder sig over regionernes gode samarbejde omkring app'en:

- Det er glædeligt at se, hvor stor betydning vores tværregionale samarbejde på it-området har haft, og hvordan borgerne går i aktiv dialog med os om konkrete forbedringer og ændringer.

Akuthjælp-app’en er gratis.

I Region Hovedstaden har app’en dette indhold:

  • Egen læge - mulighed for at indtaste information om egen læge, herunder telefonnummer
  • Akutmodtagelser og akutklinikker - nærmeste behandlingssted med telefonnummer, vejledning, adresse/åbningstider og rutevejledning
  • Akuttelefon – telefonnummer, vejledninger og åbningstider
  • Apoteker – nærmeste apotek med telefonnummer, vejledning, adresse/åbningstider og rutevejledning
  • Psykiatrisk hjælp – telefonnumre på psykiatriske skadestuer, vejledninger, adresse/åbningstider og rutevejledninger
  • Tandlægevagt – telefonnumre, vejledninger, adresse/åbningstider og rutevejledninger
  • Kiropraktorvagt – telefonnumre
  • Vejledninger og åbningstider
  • Giftlinjen – telefonnummer, vejledning og åbningstider
  • Pårørende - mulighed for at indtaste informationer om pårørende
  • Mine data – mulighed for at indtaste information om brugeren. Blandt andet blodtype og allergier

Overblik over apps, Region Hovedstaden har udviklet eller været med til at udvikle

Yderligere information

  • Næstformand Carl Holst (V), Danske Regioner, telefon 4032 5210
  • Formand Jens Andersen, Regionernes Sundheds-It, telefon 2711 1122
Redaktør