Antallet af elbiler i hovedstaden fordobles i 2014


To nye elbilprojekter sender omkring 1000 nye elbiler på vejen.

Fordobling

Et partnerskab for virksomheder og kommuner om indkøb af elbiler, samt nye eldrevne bybiler i København, Tårnby og på Frederiksberg vil give omkring 1000 nye elbiler på vejene i hovedstadsregionen i 2014. Det er en fordobling i forhold til nu.

13 millioner fra Energistyrelsen

De to projekter har netop tilsammen modtaget knap 13 millioner kroner fra Energistyrelsen. Det glæder Lars Gaardhøj (S), formand for Miljø- og grøn vækstudvalget i Region Hovedstaden:

Vil være uafhængig af fossile brændstoffer

- Vi ønsker en grøn hovedstadsregion uafhængig af fossile brændstoffer. Bybilerne er en mere fleksibel transportmulighed, der supplerer det eksisterende offentlige transportsystem. Det vil samlet set give mindre trængsel i byen, mindre CO2- og partikel udledning, samt mindre støj i byrummet, siger Lars Gaardhøj (S), formand for Miljø- og grøn vækstudvalget i Region Hovedstaden.

18 kommuner har allerede varslet indkøb af elbiler

18 kommuner og 11 virksomheder har allerede meldt sig ind i et elbilpartnerskab organiseret af det regionale elbilsekretariat, Copenhagen Electric, under Region Hovedstaden. Kommunerne og virksomhederne har allerede aftalt at indkøbe over 500 nye elbiler. Ved at gå sammen opnår de rabatter, der gør bilerne ekstra attraktive.

Køreglæde og miljøprofil

- Der har været mange tilløb til elbiler, men nu er der gode modeller, der passer ind i mange sammenhænge. Især for virksomheder og kommuner med mange biler er elbiler relevante. Projektet vil føre til investeringer i omegnen af 75-100 millioner kroner fra kommuner og virksomheder. Udover køreglæde hos medarbejderne giver det også virksomhederne mulighed for at forbedre deres miljøprofil, siger Kåre Albrechtsen, sekretariatschef for Copenhagen Electric.

Snup en bybil

Fra sensommeren 2014 vil borgere i Københavns, Frederiksberg og Tårnby Kommune desuden kunne tage en eldreven bybil, hvis shoppingturen tog overhånd, cyklen punkterede eller den sidste bus er kørt. Konceptet kendes allerede fra storbyer som Amsterdam, Berlin og Paris.

De omkring 400 eldrevne bybiler vil kunne bookes via smartphones eller smart cards a la rejsekortet, og brugeren betaler en minuttakst for at låne bilerne. Region Hovedstaden arbejder på at få bybilerne spredt ud i regionen, så flest mulige kan få glæde af dem.

Yderligere oplysninger:

  • Lars Gaardhøj (S), formand for Miljø- og grøn vækstudvalget i Region Hovedstaden, tlf. 28 92 25 98
  • Kåre Albrechtsen, leder af elbilsekretariatet Copenhagen Electric under Region Hovedstaden, tlf. 24 63 88 68
  • Pressevagten i Region Hovedstaden, tlf. 70 20 95 88
Redaktør