Blotlagte tønder på Sørup Losseplads fjernes


Region Hovedstaden vil inden for nærmeste fremtid fjerne nogle rustne tønder på den nedlagte Sørup Losseplads i Ballerup. Undersøgelser viser, at lossepladsen ikke udgør en fare for drikkevandet


Rustne tønder i mediernes lys

De rustne tønder har været i mediernes søgelys siden de blev blotlagt i forbindelse med jordskred på den nedlagte losseplads. Tønderne er ikke længere dækket til med jord og er derfor blevet kritiseret for at kunne udgøre en fare, hvis børn leger på højen.

Er ikke i følsomt område

Ifølge jordforureningsloven ligger lossepladsen ikke i et område med en såkaldt ’følsom arealanvendelse’, eksempelvis tæt på boliger, daginstitutioner eller legepladser. Den nedlagte losseplads kan dog være tilgængelig for områdets beboere.

Region Hovedstaden fjerner tromlerne

- Region Hovedstaden har derfor i samråd med den private ejer af grunden besluttet, af tønderne skal fjernes for at sikre, at der ikke er risiko for ophold på arealet, siger miljødirektør Sune Impgaard Schou, der understreger at Region Hovedstaden ikke i øvrigt påtager sig at rydde op på lossepladsen.

Ingen risiko for drikkevand

Region Hovedstaden har ansvaret for at sikre grundvandet, og her viser overvågningsresultater, at grundvandsforureningen ved Sørup Losseplads er under kontrol, og at forureningen ikke udgør en risiko for drikkevandsindvindingen i området.

Ikke brug for at hegne ind

Efter Region Hovedstadens indsats vurderes det, at der ikke er brug for at hegne det privatejede areal ind, sådan som der har været fremsat ønske om i medierne.


Ministerium bør lappe hul i lovgivning

Det har også været omtalt i pressen, at der kan være risiko for udstrømning af miljøfremmede stoffer til nærliggende vandløb. Her viser undersøgelser, at der kun kan påvises lave indhold i det udstrømmende vand fra lossepladsen. Der er dog en påvirkning af vandløbet med næringssalte og organiske stoffer.


Udvalgsformand: Hul bør lappes

- Miljøministeriet har erkendt, at der er et hul i lovgivningen, så der ikke i dag er et klart ansvar for at beskytte åer og kystvande mod udsivning fra gamle lossepladser. Når ministeriet skal se på, hvordan det hul kan lappes, synes vi også de bør se på, om vi kan få klarere regler for, hvem der har ansvaret for de gamle nedlagte lossepladser, og hvordan man bedst muligt sikrer nærmiljøet ved lossepladserne, siger Lars Gaardhøj (S), formand for Region Hovedstadens Miljø- og grøn vækstudvalg.

Ballerups borgmester enig

- Selvom tønderne angiveligt ikke er til fare for grundvandet, er det ikke noget kønt syn. Nu bliver der handlet, og det er det vigtigste. Jeg vil forsøge at gå i dialog med regeringen, så det fremadrettet bliver helt klart, hvem der har ansvar for hvad i forhold til fortidens synder. Ingen – slet ikke miljøet – kan være tjent med, at det ikke er klart, hvem der skal agere i en sag som denne, siger Jesper Würtzen.

Egedal er tilfreds med oprydning

Egedal Kommune planlægger et stort ferieresort i nærheden, men en VVM-undersøgelse har tidligere påvist, at lossepladsen ikke udgør en forureningsfare for feriecenteret.
Alligevel glæder formanden for Teknik- og Miljøudvalget, Ida Bode, sig over, at det synlige affald nu bliver fjernet.

Feriegæster skal føle sig trygge

- Selvom den tilplantede losseplads i dag ligger i et naturområde i Ballerup Kommune, har vi selvfølgelig en interessere i at fremtidige feriegæster hos Dayz Kildedal – på den anden side af kommunegrænsen - kan føle sig helt trygge ved at opholde sig i ferieresortet i Egedal Kommune, siger Ida Bode.

Kontakt:
  • Lars Gaardhøj (S), formand for Miljø- og grøn vækstudvalget i Region Hovedstaden, mobil 28 92 25 98.
  • Ida Bode, formand for Teknik- og Miljøudvalget i Egedal Kommune, telefon 44 64 94 24.
  • Frederik Roed, kommunikationskonsulent i Egedal Kommune, frederik.roed@egekom.dk, 7259 6263.
  • Jesper Würtzen, borgmester i Ballerup Kommune, 44 77 20 01.
  • Karin Olsen, kommunikationschef i Ballerup Kommune, 25 35 28 29
  • Sune Impgaard Schou, Miljødirektør i Region Hovedstaden, mobil 22 42 41 72
  • Pressevagten i Region Hovedstaden, 70 20 95 88
Redaktør