Budgetaftale med fokus på et stærkt sundhedsvæsen i en grøn metropol


Bredt forlig om budget 2014 for Region Hovedstaden

​​​​

Se budgetaftalen (pdf-fil, åbner i nyt vindue)

En ekstra indsats for at forkorte ventetiden for patienter med kræft, mere hjælp til børn og unge, milliarder til byggeri af nye hospitaler med kvalitet, patientsikkerhed og ny teknologi i samarbejde med forskning, erhverv og andre aktører, samt stærkere fokus på at gå forrest med grøn mobilitet og vækst.

Fem partier har indgået aftale

Det er eksempler på tiltag i Budget 2014 for Region Hovedstaden, som Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Venstre, Det Radikale Venstre og Enhedslisten har indgået en aftale om.

To uden for parti har tilsluttet sig

Den aftale har Karin Helweg-Larsen og Andreas Røpke uden for partierne tilsluttet sig.

Endnu stærkere sundhedsvæsen

Region Hovedstaden har et stærkt sundhedsvæsen, der er internationalt førende og som tilbyder borgerne højt kvalificeret behandling i moderne rammer og med en udvikling af løsninger tæt på borgeren.

I budgettet styrkes det høje niveau blandt andet ved at afsætte 100 millioner kroner til at øge behandlingskapaciteten generelt.

40 millioner til at undgå overbelægning

Partierne øremærker også 40 millioner kroner til at modvirke overbelægning på de medicinske afdelinger, så ingen skal ligge på gangene.

15 millioner til behandling af kræftpatienter

Region Hovedstadens kræftplan skal sikre højere kvalitet, kortere ventetid og optimal sammenhæng i patientforløb for kræftpatienter.

Partierne er enige om at afsætte 15 millioner kroner til at forkorte ventetiden ved at udvide arbejdstider, ansætte mere personale og aflaste nøglepersoner for at undgå flaskehalse.

146 millioner til apparatur

Derudover bruges der 146 millioner kroner til investeringer i nyt apparatur, ikke mindst til undersøgelse og behandling af kræft.

Partikelterapianlæg SKAL bygges

Af hensyn til kræftramte børn, fremtidige kræftpatienter og forskningen i hovedstadsområdet er det afgørende at få skabt en national forståelse for, at der SKAL etableres et partikelterapianlæg på Rigshospitalet. Derfor er der i investeringsbudgettet for de næste tre år fortsat afsat 350 millioner til et såkaldt kompaktanlæg. Kun en tilladelse mangler, før Region Hovedstaden kan gå i gang. Udviklingen internationalt går mod, at der etableres kompaktanlæg og ikke store traditionelle omkostningstunge anlæg.

Mere hjælp til børn og unge

Region Hovedstaden har i øjeblikket ekstra meget fokus på at gøre en større indsats for de børn og unge, som møder sundhedsvæsenet. Viden skal omsættes til handling, og børn og unge skal behandles på deres egne præmisser.

Penge til opfølgning på børnepolitik

Derfor indeholder budgettet 17 millioner kroner over de næste fire år til at følge op på den børne- og ungepolitik, som netop er sendt i høring.

Penge til udredning af børn og unge

I 2014 og de følgende år afsættes også 10 millioner kroner til udrednings- og behandlingsgaranti i børne- og ungdomspsykiatrien.

Milliarder til nye byggerier i 2014

Region Hovedstaden bygger i de kommende år fremtidens hospitaler og psykiatri for knap 15 milliarder kroner, så patienterne tilbydes endnu bedre rammer. Det sikrer også den høje faglige kvalitet og sikkerhed, eksempelvis over for infektioner. I 2014 bruges over 1 milliard kroner på det nye hospitalsbyggeri.

Nye sterilcentraler

I de næste tre år afsættes yderligere 956 millioner kroner til at bygge nye fuldt automatiserede sterilcentraler, hvor robotter gør det rutineprægede arbejde, så nedslidning af medarbejderne undgås, og der kan komme mest muligt ud af de nye hospitalsbyggerier.

Enighed om pruktionskøkken på nyt hospital

Partierne er også enige i budgetaftalen om at fortsætte udbygningen af enestuer i psykiatrien, og at der på sigt skal være et produktionskøkken på Nyt Hospital Nordsjælland

Mere grøn mobilitet

At kunne komme hurtigt rundt i regionen er afgørende for vækst, og grøn mobilitet skal sikre, at det sker på en bæredygtig måde.

Regionen går foran

Derfor går Region Hovedstaden foran, ved at alle regionens egne lette køretøjer, anskaffet efter 1. juli 2014, undtaget ambulancer og akutlægebiler, ikke må være drevet af fossile brændstoffer.

Endelig afsættes 8,8 millioner kroner ekstra til cykelfremkommelighed og cykelparkering.

Bekymring for fremtiden

Budget 2014 udtrykker en solid økonomi i Region Hovedstaden, men partierne er bekymrede for, at der i fremtiden ikke er penge nok til at renovere den ældre del af bygningsmassen. Der må ikke blive for stor forskel i de fysiske rammer, som borgerne tilbydes, når de nye hospitaler står færdige.

Stigning i produktivitet er en udfordring

Partierne finder, at kravet om to procents stigning i produktiviteten, som er et resultat af økonomiaftalen med regeringen er en voldsom udfordring, fordi det samtidigt er nødvendigt at lave en række omprioriteringer i sundhedsvæsenet.

Yderligere oplysninger hos:
  • Regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen, Socialdemokraterne, tlf. 43 64 25 21.
  • Thor Buch Grønlykke, Socialdemokraterne, mobil 27 60 14 30.
  • Lise Müller, Socialistisk Folkeparti, mobil 28 96 40 30.
  • Bent Larsen, Venstre, mobil 25 35 24 24.
  • Kirsten Lee, Det Radikale Venstre, mobil 20 20 11 56.
  • Susanne Langer, Enhedslisten, mobil 24 64 73 11.
  • Karin Helweg-Larsen, Uden for partierne, mobil 22 44 19 51.
  • Andreas Røpke, Uden for partierne, mobil 61 77 13 79.
  • Regionsdirektør Hjalte Aaberg,  mobil 26 86 58 31.
  • Koncerndirektør Morten Rand Jensen, mobil 26 73 38 20

Fakta om budget 2014

  • Budget 2014 vedtages endeligt på regionsrådsmødet tirsdag den 24. september.
  • Det samlede budget for Region Hovedstaden er på omkring 38,8 milliarder kroner.
  • Der er tre hovedområder i budgettet: sundhed, social- og specialundervisningsområdet samt regional udvikling, som omfatter opgaver inden for fx trafik, miljø og uddannelse.
  • Budgettet på sundhedsområdet er 294 millioner kroner højere i 2014 end i 2013.
  • Region Hovedstaden har godt 40.000 ansatte
Redaktør