Corona-vaccinationerne godt i gang i Region Hovedstaden

​Her til morgen blev de første corona-vacciner givet på plejehjem og hospitaler i hovedstadsregionen. Alt er gået godt den første dag, og regionen fortsætter med at vaccinere i morgen. 

Vent...

Beboere på plejehjem i Ishøj, Herlev og København og frontpersonale på covid-afsnit og intensivafdelinger på regionens hospitaler var de første, der lagde arm til den længe ventede vaccine i Region Hovedstaden. I alt blev 1.694 vaccineret, og arbejdet fortsætter i morgen.

Alt er forløbet godt, fortæller formand for vaccinations-task forcen i Region Hovedstaden og lægefaglig vicedirektør på Nordsjællands Hospital Jonas Egebart:

"Det har været et stort arbejde, som lykkedes ned til mindste detalje. Nu er vi i gang, og det bliver et vendepunkt i kampen mod corona," siger Jonas Egebart, som er særligt imponeret over det store samarbejde omkring vaccinationsindsatsen:

"Regionens apotekere, der tog imod vaccinerne fra Seruminstituttet; chaufførerne, der kørte ud med vaccinen tidligt i morges; de praktiserende læger, der stod klar på plejehjemmene; det i øvrigt travle personale på hospitalerne, der vaccinerede deres kollegaer; Kommunernes medarbejder på plejehjemmene, som har fået det praktiske til at gå op i en højere enhed. Alle dem og rigtigt mange flere skal have æren for, at vi er godt i gang," siger Jonas Egebart.

Køreplan for resten af plejehjemmene klar i starten af næste uge

Jonas Egebart forventer, at det i starten af ugen lægges fast, hvornår resten af plejehjemmene i regionen får mulighed for at vaccinere beboerne.  

"Vi har taget et lille men vigtigt første skridt. Nu skal vi hurtigst muligt ud til de mange ældre på regionens plejehjem, som stadig venter på en vaccine. Vi tager først plejehjemmene i de kommuner, hvor der har været største smittetryk – og i starten af næste uge melder vi en endelig plan ud," fortæller han.

Forventning er, at alle beboere på regionens plejehjem har modtaget første vaccine 14. januar. Alle skal have to vaccinerne, og det forventes, at regionen kan gå i gang med anden vaccine 17. januar.

Yderligere informationer

  • Formand for vaccinations-task forcen i Region Hovedstaden og lægefaglig vicedirektør på Nordsjællands Hospital Jonas Egebart via regionens pressevagt på 70209588 / presse@regionh.dk


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor