Driftsudvalg skal give større indsigt og menneskelige hensyn


Region Hovedstaden vil oprette stående politiske udvalg, der får både særlig indsigt og egen økonomi

​​​​​​​

Ansøgning om driftsudvalg hos indenrigsministeren

Den regionale politik skal frem i lyset, og det enkelte menneske må ikke glemmes. Derfor har Region Hovedstaden søgt økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager om at få ændret regionsloven, så det bliver muligt for regionerne at oprette driftsudvalg, som man kender det fra kommunerne.

Udvalg skal give politikerne større indsigt

- Mange problemstillinger og enkeltsager i medierne viser, at det vil være en rigtig god ide, hvis politikerne får mere indsigt og viden om et kompliceret område og kan se på systemet med borgernes øjne. Succeshistorierne i behandlingerne skabes af fagfolk, men faglige landvindinger kræver mere økonomi, retningslinjer og etiske diskussioner på politisk niveau. Fordi politikere tænker i det enkelte menneske og hvor problemerne opstår, mens de dygtige folk i administrationen ofte tænker faglighed i gennemsnit, siger regionsrådsformand i Region Hovedstaden, Vibeke Storm Rasmussen (S).

Tre stående udvalg på vej

Region Hovedstaden har valgt, at de første tre driftsudvalg skal være for kvalitet, psykiatri og miljø og grøn vækst.

Politikere skal følge administrationens arbejde helt til dørs

- Dermed bliver regionsrådspolitikerne på de enkelte fagområder direkte involveret i det arbejde, som det kræver at føre vedtagne planer ud i livet og får større forståelse for, hvilke udfordringer der ligger i at udvikle nyt. Det har vi brug for. Dels for at holde administrationen i ørerne, og dels fordi politikerne har visionerne. Regionens psykiatrivisioner, ældreplan, kræftplan samt vores miljø- og vækstdagsorden er eksempler på, hvor politikere satte mål og bad administrationen om at følge trop. Her lærte vi, at det er nødvendigt, at vi politikere følger arbejdet helt til dørs. Så skal vi til gengæld også påtage os ansvaret, hvis noget kører skævt, siger Vibeke Storm Rasmussen.

Større politisk interesse

Hun håber også, at den nye styreform vil øge opmærksomheden omkring de politiske beslutninger i regionerne:

Vil have samme vilkår som kommunalpolitikerne

- Den nye model vil inddrage flere regionsrådsmedlemmer meget tydeligere i arbejdet fra formulering af en politik til udmøntning og opfølgning. Det betyder, at politikerne bliver mere kendt af vælgerne, men formentlig også at det politiske arbejde vil være mere appellerende for de mennesker, der gerne vil yde en indsats på et bestemt område. Arbejdsopgaverne i regionerne er ikke mindre end i kommunerne – vi mangler bare at have samme vilkår som kommunalpolitikerne, siger regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen


Yderligere oplysninger hos:


  • Regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen (S), Region Hovedstaden, tlf. 43 64 25 21 (hjemme)
  • Pressevagten i Region Hovedstaden – 70 20 95 88
Redaktør