Gå til hovedindhold

Efter hackerangreb: Regionen orienterer medarbejdere og iværksætter sikkerhedstiltag

​Regionen stoppede lørdag den 1. august et hackerangreb rettet mod et lokalt bygningsnetværk på Hvidovre Hospital. Nu orienterer regionen berørte medarbejdere og iværksætter målrettede sikkerhedstiltag.

Hackerangrebet mod Hvidovre Hospital, som blev stoppet lørdag den 1. august, påvirkede ikke patientbehandlingen. Den ondsindede aktør kan dog have tiltvunget sig adgang til personoplysninger på personer, der er oprettet i adgangskortsystemet til Hvidovre Hospital.

De identificerede omfattede personer modtager derfor nu underretning og vejledning direkte via Digital Post. Regionen beklager dybt situationen, som forståeligt kan føre til uvished og utryghed hos de berørte og vil iværksætte målrettede sikkerhedstiltag for at sikre, at et lignende angreb ikke sker i fremtiden.

Ondsindet aktør kan have opnået adgang til personoplysninger

Regionen har konstateret, at den ondsindede aktør, som angreb et lokalt bygningsnetværk på Hvidovre Hospital, kan have tiltvunget sig adgang til personoplysninger på medarbejdere, der er oprettet i adgangskortsystemet til Hvidovre Hospital.

Hvis den ondsindede aktør er kommet i besiddelse af personoplysninger, kan det øge risikoen for, at omfattede medarbejdere vil blive forsøgt udsat for økonomiske svindelforsøg eller identitetstyveri.

Personoplysningerne, som aktøren kan have tiltvunget sig adgang til, er begrænset til navn, stillingsbetegnelse, ansættelsessted, brugernavn og CPR-numre. Af disse er det – efter dialog med relevante myndigheder – regionens vurdering, at det hovedsageligt er CPR-nummer, som rummer en vis risiko for misbrug.

Regionen underretter og vejleder omfattede personer og udgiver i tillæg hertil også offentlig underretning

Regionen er i dag gået i gang med at underrette nuværende medarbejdere, der er oprettet i adgangskortsystemet til Hvidovre Hospital (7600 personer) – samt eventuelt eksterne personer, som har fået udstedt et adgangskort inden 2026 – direkte via Digital Post.

Der er dog en mindre gruppe af eksterne personer, som det ikke har været muligt at identificere. Derfor bringer regionen også en offentlig underretning på regionh.dk​

I underretningen vejleder regionen om at håndtere risici og tage generelle forholdsregler for at forebygge forsøg på økonomisk svindel/identitetstyveri.

Regionen beklager og iværksætter tiltag for at forhindre lignende angreb

Regionen arbejder hver dag for at imødegå risikoen fra hackerangreb. Og selvom regionen hurtigt fik stoppet angrebet, er det stærkt utilfredsstillende, at angriberne overhovedet kunne opnå nogen grad af adgang til det pågældende lokale netværk.

Regionen beklager dybt situationen, som forståeligt kan føre til uvished og utryghed hos de omfattede personer. Regionen vil efter en grundig evaluering af angrebet iværksætte målrettede sikkerhedstiltag for at sikre, at et lignende angreb ikke sker i fremtiden.

Yderlige info

  • Presseenheden i Region Hovedstaden på 70209588 / presse@regionh.dk



Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden