Generationsforureningen ved Naverland er klar til oprensning

​Region Hovedstaden har afsluttet sin undersøgelse af generationsforureningen på Naverland i Albertslund og er nu klar til at sende oprensningen i udbud. Regionen har også søgt og fået penge til at undersøge den mere end to km lange grundvandsforurening, der siver fra Naverland og truer drikkevandet i området. 

​Forureningen på Naverland i Albertslund er en af Region Hovedstadens fire generationsforureninger. På grunden har der tidligere ligget en virksomhed, der distribuerede klorerede opløsningsmidler til renserier på Sjælland. 

Ifølge en rapport, der er lavet for Region Hovedstaden, er der blevet håndteret op mod 7.500 tons klorerede opløsningsmidler på Naverland. Forureningen stammer fra spild i forbindelse med håndtering af kemikalierne.

Forureningen har spredt sig i det dybereliggende grundvand mere end to km væk fra grunden og har nået Glostrup Vandforsyning. 

Brug for penge til oprensningen

Regionen har nu afsluttet sin undersøgelse af grunden og er klar til at sende oprensning af grunden i udbud. 

”Vi er klar til næste skridt, og vi forventer, at oprensning af hele området vil koste mindst 250 mio. kr. Derfor er det nødvendigt, at vi snart får flere penge af staten til generationsforureningerne, så vi kan få sat oprensningen af grunden i udbud. Det er drikkevandet, der er i fare her. Derfor skal vi i gang hurtigst muligt”, siger Line Ervolder, der er formand for miljø- og klimaudvalget i Region Hovedstaden. 

Drikkevand i fare

Forureningen på Naverland ligger tæt på drikkevandsboringer, hvor vandforsyninger i Glostrup henter drikkevand. Her kan man allerede nu måle forureningen. Region Hovedstaden installerede tilbage i 2008 et midlertidigt anlæg på grunden, der oppumper og renser det forurenede grundvand.

”Her opsamler og renser vi hvert år 100 kg forurening, så det ikke siver ned til grundvandet. Ulempen er, at oppumpningen skal fortsætte i mere end 100 år, fordi forureningen kun fjernes langsomt. Det er langt mere effektivt at oprense forureningen ved kilden én gang for alle, så der ikke forurenes mere grundvand, siger Henriette Kerrn-Jespersen fra Region Hovedstadens miljøenhed.

Derfor planlægger regionen i stedet en såkaldt termisk oprensning. Det er en løsning, hvor jorden på grunden opvarmes, så forureningen fordamper, og indfanges i kulfiltre.

Det løser dog ikke udfordringen med den forurening, der allerede har spredt sig fra grunden til grundvandet og videre til Glostrup Vandforsyning. Regionen har derfor søgt og fået 4 mio. kr. fra staten til at undersøge grundvandsforureningen, og hvordan den skal håndteres. Det arbejde er igangsat.

Det er trygt at drikke vandet

Region Hovedstaden følger sammen med de berørte vandforsyninger spredningen af grundvandsforureningen. Og Glostrup Vandforsyning kontrollerer løbende vandets kvalitet og sikrer, at det vand, der sendes ud i borgernes haner, overholder alle gældende grænseværdier.


​Fakta:

  • Generationsforureninger er ekstraordinært store jordforureninger, som det vil koste over 50 mio. kr. at håndtere. Det er så mange penge, at det ikke er muligt at gennemføre en indsats inden for regionernes almindelige budgetter til jordforurening.
  • Regionerne har derfor udarbejdet en samlet plan for prioritering af indsatserne for landets i alt 10 generationsforureninger. Planen indeholder tre faser og har et samlet budget på 2,7 mia. kr. 
  • Med finansloven for 2021 blev der afsat 630 mio. kr. til de 10 generationsforureninger. Parterne bag finansloven fra 2021 har aftalt at gøre status på indsatsen i 2023 og drøfte de fremtidige indsatser og den hertil knyttede økonomi.
  • Grunden på Naverland er forurenet med klorerede stoffer, der er sundhedsskadelige. Derfor er grænseværdierne for indholdet af den type stoffer i drikkevand meget lave.

Kontakt:

Region Hovedstadens Presse: 7020 9588





Redaktør