Hæder til gigt- og malariacentre i verdensklasse

​To internationalt anerkendte forsknings- og behandlingscentre modtager Region Hovedstadens sundhedspris Global Excellence.


Professor ved Københavns Universitet Mikkel Østergaard fra Copenhagen Center for Arthritis Research på Rigshospitalet – Glostrup. Centret har vundet Region Hovedstadens sundhedspris Global Excellence for at bidrage til at øge livskvaliteten betragteligt for gigtpatienter.​​ Foto: ​Joachim Rode, Rode Images.
​Verdens første vaccine mod graviditets-malaria og et register der giver meget højere levestandard for danske gigtpatienter. Begge dele er innovationer i Region Hovedstaden og begge er netop blevet hædret med den prestigefulde pris ’Global Excellence’.

 
Det er blandt de markante resultater fra henholdsvis Center for Medicinsk Parasitologi (CMP), som er et samarbejde mellem Rigshospitalet og​ Københavns Universitet, samt Copenhagen Center for Arthritis Research (COPECARE) på Rigshospitalet - Glostrup. Derfor belønnes hvert center med Region Hovedstadens årlige sundhedspris Global Excellence på 1,5 mio. kr. 

 

 
Målet med Global Excellence er at fremme kompetente faglige miljøer i international særklasse inden for sundhedsområdet på universiteterne og hospitalerne i regionen. 

 
De 1,5 mio. kr., som følger med Global Excellence, skal gå til initiativer med et tydeligt internationalt perspektiv; blandt andet international synliggørelse af centrenes arbejde, videreuddannelse, udveksling af forskere samt videreudvikling af deres forskning eller behandlingstilbud.

 
​(02:12min)

Vi skal fejre vores succeser

- I Region Hovedstaden har vi en ambition om at være internationalt førende i vores sundhedsforskning og behandlingstilbud til vores patienter. Her udmærker vinderne sig exceptionelt flot, særligt for deres evne til at omsætte forskningen til konkret gavn for patienterne, siger Sophie Hæstorp Andersen (S) Regionsrådsformand i Region Hovedstaden og fortsætter:

 
 - Priserne er et resultat af engagerede ildsjæle og et langsigtet og engageret arbejde på hospitaler og universiteter. I regionsrådet er vi stolte af, at have så dygtige forskere og medarbejdere, som er med til at sætte Greater Copenhagen på verdenskortet ift. udvikling af ny medicin og behandlinger på sundhedsområdet, siger Sophie Hæstorp Andersen (S) Regionsrådsformand i Region Hovedstaden.​

Tæt på verdens første malariavaccine

Det anslås, at malaria hvert år slår mindst mellem 500.000 og 750.000 mennesker ihjel, og af dem er ni ud af ti børn under fem år. Derfor står CMP på kanten af en revolutionerende opdagelse, da de har udviklet en vaccine målrettet gravide. 

 
Vaccinen skal klinisk testes i Tyskland og Benin senere i 2015. Samtidig har CMP lavet store fremskridt med hensyn til at forebygge malaria hos småbørn.

 
- Vi tror på, at vaccinen viser sig at være effektiv, og den bygger på et helt nyt princip, der aldrig er forsøgt før. Det er i sig selv er et enormt gennembrud, siger professor ved Københavns Universitet og CMP, Lars Hviid​ og fortsætter: 

 
- Samtidig kan den bruges til at udvikle yderligere vacciner mod andre typer malaria. Dermed vil vi have taget et meget stort skridt i retningen mod at løse et globalt sundhedsproblem.

 
De basale fund, som CMP har gjort i deres malariaforskning, kan vise sig nyttig i andre typer forskning.

 
- Vores viden om, hvordan malariaparasitten sætter sig fast i moderkagen kan f.eks. vise sig yderst relevant for kræftforskningen, ligesom diabetesforskningen kan drage nytte af malariasygdommens påvirkning af stofskiftet og ernæringstilstanden, siger Lars Hviid.

Øget livskvalitet til gigtpatienter

Cirka tre procent af den danske befolkning lider af gigt, og sygdommene leddegigt, psoriasis gigt og rygsøjlegigt har store konsekvenser for den enkelte patient i form af kroniske smerter, funktionsnedsættelse og øget dødelighed. Hos COPECARE har man haft succes ved at angribe problemet fra flere forskellige vinkler.

 
- I 2000 oprettede vi i samarbejde med landets andre reumatologiske afdelinger et landsdækkende register, som fungerer som kvalitetssikrings- og forskningsdatabase. Samtidigt har vores forskning i MR-scanning og ultralydsscanning bidraget til, at man tidligere kan diagnosticere, hvilket sikrer end bedre behandling, siger professor ved COPECARE og Københavns Universitet, Mikkel Østergaard og fortsætter:

 
- Nu er vi ved at etablere en landsdækkende biobank, og i kombination med vores register giver det os unikke patientinformationer. Det betyder, at vi forhåbentlig snart kan lave skræddersyede behandlingsforløb for den enkelte patient, som gør deres hverdag bedre.

 
Global Excellence i Sundhed 2015 blev uddelt ved en ceremoni i Mogens Dahls Koncertsal i København den 26. august. 

 
Det er sjette gang, prisen bliver uddelt.

Yderligere oplysninger hos: 

  • ​Center for Medicinsk Parasitologi (CMP), Rigshospitalet: professor Lars Hviid, tlf.: 35 52 64 83
  • Copenhagen Center for Arthritis Research, Rigshospitalet - Glostrup, professor Mikkel Østergaard, tlf.: 21 60 38 65
  • Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) via pressevagten i Region Hovedstaden, tlf. 70 20 95 88​
Redaktør