Vi skal ikke slås om de samme arbejdspladser

Regeringen vil flytte 3900 medarbejdere ud af hovedstadsområdet, som en del af sit finanslovsudspil. Men regeringen burde i stedet fokusere kræfterne og pengene på at skabe flere arbejdspladser i hele landet frem for at flytte rundt på de eksisterende, mener regionrådsformand Sophie Hæstorp Andersen.

Pengene kan bruges bedre​

- Udflytningen af statslige arbejdspladser løser ikke problemet med lav vækst uden for hovedstadsområdet. Det viser erfaringer fra England og Norge. Samtidig er det hundedyrt. Mellem 600.000 og 1,4 mio. norske kroner pr. ansat kostede det nordmændene - uden nogen større effekt. De penge, mener jeg, vi kunne bruge bedre på at skabe nye arbejdspladser i hele landet fremfor at flytte rundt på de eksisterende, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Det handler om mennesker 

Hun påpeger, at det ikke er uden menneskelige omkostninger, når regeringen vil flytte rundt på folks arbejdspladser, som om de var skakbrikker. For man flytter ikke bare familien tværs gennem landet, fordi den enes arbejdsplads eksempelvis rykker til Esbjerg. Hun fremhæver, at det faktisk er muligt at skabe nye arbejdspladser, hvis regeringen understøtter de vækstinitiativer, der igangsættes lokalt. Som f.eks. Greater Copenhagen-samarbejdet, der på tværs af regioner og kommuner på Sjælland samler by og land om en fælles vækstdagsorden.

Nye arbejdspladser i stedet 

Regeringen burde i stedet støtte en fælles vækstdagsorden, der samler land og by. Danmark er for lille til, at vi kæmper om de samme arbejdspladser. Jeg mener i stedet, vi skal bruge kræfterne på at skabe og tiltrække flere arbejdspladser til Danmark. Det vil være til gavn for hele landet, siger formanden.

 

Yderligere oplysninger:

Pressevagten i Region Hovedstaden, tlf. 70 20 95 88

 

Redaktør