Hovedstaden skal op i et højere gear


Ny ambitiøs udviklingsplan for Region Hovedstaden med bud på fremtidens klima, uddannelse, erhverv og trafik sendes i høring frem til 2. maj.

Visionær og skarp udviklingsplan

- Hovedstadsregionen er Danmarks vækstmotor, og det forpligter. Sammen med regionens kommuner har vi nu en visionær og skarp udviklingsplan på plads, som jeg glæder mig til at omsætte til handling de kommende fire år. Sammen skal vi løfte ho-vedstadsregionen op i et højere gear, siger regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmus-sen (A).

Spændt på borgernes input

Steen Olesen (F), der er formand for Regionaludvalget i Region Hovedstaden er spændt på at se borgernes input og reaktioner på de visioner og forslag, der nu er lagt åbent ud til diskussion i høringsfasen de næste to måneder.

- Vi er ambitiøse, og det er også nødvendigt, hvis vi skal nå vores overordnede mål, at Region Hovedstaden i 2020 har øget konkurrence- og tiltrækningskraften så markant, at regionen er Nordeuropas forbillede inden for særligt bæredygtig vækst, viden og livskvalitet, siger Steen Olesen.

God infrastruktur er forudsætningen for vækst

Den Regionale Udviklingsplan har de fire indsatsområder klima, uddannelse, erhverv og trafik og fungerer som en paraply for en række strategier og aftaler, bl.a. en klima-strategi og en trafikaftale mellem regionen og regionens 29 kommuner.

- En forudsætning for at nå målene er en bedre infrastruktur på transportområdet. Der-for vil vi sammen med kommunerne arbejde målrettet for at løse de store trængsels-problemer på vejene og skabe en trafikalt integreret Øresundsregion. I trafikaftalen peger vi bl.a. på vigtigheden af højhastighedstog til lufthavnen og gode forbindelser til de andre regioner og ud i verden, så regionen kan blive en del af et større internationalt netværk, siger Vibeke Storm Rasmussen.

Fakta om den regionale udviklingsplan

  • Regionsrådet vedtog den 6. marts at sende Den regionale udviklingsplan i høring frem til 2. maj.
  • Den regionale udviklingsplan forventes at blive vedtaget i juni
  • Regionerne skal formulere en regional udviklingsplan hvert fjerde år
  • Region Hovedstadens første udviklingsplan er fra 2008.
  • Den regionale udviklingsplan er udarbejdet af Region Hovedstaden i samarbejde med Kommunekontaktrådet Hovedstaden (KKR), der repræsenterer regionens kommuner

​Yderligere oplysninger:

  • Formand for Region Hovedstaden Vibeke Storm Rasmussen via pressevagten, tlf: 70 20 95 88
  • Steen Olesen (F), formand for Regionaludvalget, mobil: 20 63 24 76
  • Lars Gaardhøj (A), formand for Miljø- og grøn vækstudvalget, mobil 28 92 25 98
  • Marianne Stendell (A), formand for Udvalget for fremtidens uddannelse og forsk-ning, mobil 23 41 01 57
  • Koncerndirektør Kim Høgh, tlf: 48 20 56 13
Redaktør