Hovedstadens 8. klasser indtager erhvervsskolerne

De kommende uger strømmer 14.000 elever til Copenhagen Skills Introdage på erhvervsskoler over hele regionen. Indsatsen skal give de unge viden om erhvervsuddannelserne, og både lærere og forældre skal klædes bedre på til at vejlede.


Trods gode jobudsigter, løn under uddannelse, en høj startløn og mulighed for at gøre karriere som selvstændig vælger mange unge erhvervsuddannelserne fra. I Region Hovedstaden påbegynder kun 13 procent en ungdomsuddannelse på en erhvervsskole, og det er alt for få til at dække virksomhedernes behov for dygtig, faglært arbejdskraft.

Derfor er Region Hovedstaden, erhvervsskolerne i hovedstadsregionen og Ungdommens Uddannelsesvejledning for fjerde år i træk på banen med Copenhagen Skills – en fælles indsats, der skal gøre erhvervsuddannelserne til et attraktivt valg på lige fod med gymnasiet.

Praktikpladser, jobs og gode lønninger
- Der er sket en kæmpe transformation med erhvervsuddannelserne i de sidste 10-20 år. Dét skal vi have unge, lærere, vejledere og forældre til at interessere sig langt mere for, så de unges valg af ungdomsuddannelse sker på et sagligt og opdateret grundlag. I dag er der mere end 100 erhvervsuddannelser i moderne studiemiljøer, og der er flere praktikpladser, flere jobs og højere lønninger, end de fleste går og tror. Erhvervsuddannelserne lukker ikke døre. Tværtimod åbner de en masse, siger Ole Heinager, formand for styregruppen i Copenhagen Skills.

Introdage og uddannelsesmesse for titusindvis af mennesker
De næste seks uger afholder erhvervsskolerne introdage for alle 8. klasser i hovedstadsregionen. Rundvisninger, værkstedsaktivitet og møde med elever fra erhvervsskolerne giver de cirka 14.000 besøgende en smagsprøve på erhvervsuddannelserne og ungdomsmiljøet på den enkelte skole. 

Eleverne skal desuden dyste mod andre 8. klasser i Skills Stafetten – en konkurrence i praktiske færdigheder. Stafet-opgaverne repræsenterer de fire hovedindgange til erhvervsuddannelserne, og de hurtigste hold får en plads i de regionale mesterskaber, der afholdes på Copenhagen Skills Uddannelsesmesse i Bella Center den 25.-26. oktober 2017. Sidste år lagde 30.000 udskolingselever, deres lærere og forældre vejen forbi.

Til foråret følges indsatsen op med yderligere to introdage, hvor 8. klasserne bl.a. skal arrangere en fiktiv musikfestival.

Unge faglærte i høj kurs
Alene i Region Hovedstaden vil der mangle 32.500 faglærte i 2025 – især inden for handel, service, industri samt bygge og anlæg - og der er virkelig brug for at åbne de unges øjne for mulighederne på erhvervsuddannelserne, siger regionsrådsformand i Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (S):

 - En erhvervsuddannelse stiller krav til både hoved, hænder og hjerte, og unge faglærte er i høj kurs på arbejdsmarkedet. Mange virksomheder i hovedstadsregionen har propfyldte ordrebøger og leder med lys og lygte efter dygtige medarbejdere med høj faglighed. Derfor håber jeg, at vi med Copenhagen Skills kan inspirere rigtig mange unge og deres forældre, når de skal vælge ungdomsuddannelse. 

Yderligere oplysninger
•         Sophie Hæstorp Andersen, regionsrådsformand i Region Hovedstaden, via pressevagten på tlf. 70 20 95 88
•         Jannie Gade Nielsen, Skills-projektleder i Region Hovedstaden, mobil 2610 6859, jannie.gade.nielsen.01@regionh.dk
Hent pressefotos og se oversigten over introdage med datoer, adresser og kontaktpersoner:
 
FAKTA OM ERHVERVSUDDANNELSER I REGION HOVEDSTADEN
- 13 % af en ungdomsårgang vælger en erhvervsuddannelse. 
- Der vil mangle over 32.500 faglærte i 2025 - især inden for handel, service, industri samt bygge og anlæg.
- Målsætningen er, at 25 % af en ungdomsårgang skal vælge en erhvervsuddannelse direkte efter grundskolen i 2020.

 OM COPENHAGEN SKILLS
Copenhagen Skills er et partnerskab mellem Region Hovedstaden, erhvervsskolerne i hovedstadsregionen og Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU). Samarbejdet skal sørge for, at elever på regionens grundskoler allerede fra 7. klasse introduceres for erhvervsuddannelserne, og at forældre og lærere er klædt på med viden til at vejlede. 
Indsatsen skal gøre erhvervsuddannelserne til et attraktivt valg på lige fod med gymnasiet. I dag vælger kun 13 % af en ungdomsårgang i hovedstadsregionen en erhvervsuddannelse efter grundskolen. 
Læs mere påCopenhagen Skills



Redaktør