Hovedstadens unge og forældre skal vide mere om erhvervsuddannelserne


Projektet ”Young Skills – Klædt på til en erhvervsuddannelse” skal få flere unge til at vælge og gennemføre en erhvervsuddannelse.

​​​​​​​

Arbejdsmarkedet efterspørger erhvervsuddannede

Kun 14 % af de unge i folkeskolen vælger en erhvervsuddannelse, og andelen er faldet de seneste 10 år. Samtidig er udsigterne, at samfundet kommer til at mangle faglært arbejdskraft om nogle år.

Perspektiverne skal tydeliggøres for unge og forældre

Projektet ”Young Skills” skal nu vende den udvikling og gøre erhvervsskolerne til en attraktiv uddannelse, som de unge vælger og gennemfører. Flere unge i folkeskolen, og deres forældre skal have et langt bedre indblik i erhvervsuddannelserne, så billedet nuanceres, og fordomme fjernes. De skal præsenteres for de mange muligheder, de har inden for uddannelse og erhverv efter skolen, så de unge har forudsætningerne til at træffe det rigtige uddannelsesvalg.

Rollemodeller og praktik for folkeskolens afgangselever

Det skal bl.a. ske ved hjælp af rollemodeller, der fortæller afgangselever fra folkeskolen om undervisningen på erhvervsskolerne, mere viden til forældrene om uddannelsesvalg og så praktik på f.eks. byggepladser.

Erhvervsuddannelserne skal blive førstevalg

- Det er meget uheldigt, at så få unge vælger erhvervsuddannelserne. Erhvervsuddannelserne skal være attraktive førstevalg for de unge. Jeg er overbevist om, at projektets rollemodeller bliver vigtige bærere af budskaberne om spændende job - og karrieremuligheder, som en erhvervsuddannelse giver adgang til. De unge spejler sig jo i hinanden, siger Marianne Stendell, formand for Udvalget for Fremtidens Uddannelse og forskning i Region Hovedstaden.
 

Bredt samarbejde bag projektet

Projektet er et samarbejde mellem Region Hovedstaden, fem kommuner, fire erhvervsskoler og tre Ungdommens Uddannelsesvejledningscentre (UU centre).

Uddannelsesvalget skal være rigtigt første gang

Formålet er at bidrage målrettet til, at de unge foretager det rigtige uddannelsesvalg og kan se en sammenhæng mellem folkeskolen og det liv, der folder sig ud efter endt skolegang. Projektet bidrager dermed samtidig til den nationale målsætning om, at 95 % af en ungegeneration har gennemført en ungdomsuddannelse i 2015.
 

Besøg på byggepladsen viser uddannelsernes anvendelighed i praksis

- Projektet skal udvikle nye undervisningsforløb, der gør undervisningen anvendelses-orienteret og styrke det tværfaglige samarbejde mellem folkeskolerne, erhvervsuddannelserne og uddannelsesvejledningscentre. I Herlev har vi en hel 8. klasse som følger et større lokalt byggeprojekt på byggepladsen. Allerede nu kan vi se, at de og deres forældre får et helt anderledes og langt mere konkret indblik i faglighed, uddannelse og de muligheder, som en erhvervsuddannelse kan give dem på arbejdsmarkedet, siger borgmester Thomas Gyldal Petersen, Herlev Kommune, der varetager projektledelsen.

Region Hovedstaden finansierer en tredjedel af projektet

Young Skills er medfinansieret af Region Hovedstaden med 8,7 mio. kr. af et samlet budget på 22,2 mio. kr.


For yderligere oplysninger, kontakt:


  • Marianne Stendell, formand for Udvalget for Fremtidens Uddannelse og forskning i Region Hovedstaden, tlf. 23 41 01 57
  • Thomas Gyldal Petersen, borgmester i Herlev Kommune, tlf. 44 52 70 04 eller 21 29 17 19
  • Pressevagten i Region Hovedstaden, tlf. 70 20 95 88
Redaktør