Hovedstadsregionen får Nordeuropas største og mest moderne diabetescenter

​Regionsrådet i Region Hovedstaden har nu godkendt planerne for etableringen af et helt nyt og topmoderne specialiseret center til behandling af det stigende antal personer med diabetes i regionen. Planerne muliggøres af den største enkeltstående fondsbevilling i Danmarks historie på næsten tre milliarder kroner fra Novo Nordisk Fonden.

Det nye diabetescenter vil fra 2020 behandle 11-13.000 patienter årligt og skal samtidig bidrage til at løfte kvaliteten af hele regionens samlede behandlingstilbud til den enkelte borger med diabetes - uanset hvor personen modtager sin behandling.

Regionsrådsformand for Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (S), er glad for den historisk store donation, der gør det muligt at tilbyde et mere individualiseret og forbedret forløb for den enkelte person med diabetes. 

​"​At blive diagnosticeret og leve et liv med diabetes er et chok for mange mennesker, der forandrer ens liv markant både for en selv og familien. Med det nye center bliver det muligt at tilbyde den bedste behandling, ligesom vores fokus på forebyggelse og forskning i nye og mere skånsomme behandlingsmetoder forbedres. Det gælder uanset hvilken type diabetessygdom eller følgesygdomme man lever med,” siger Sophie Hæstorp Andersen (S).

Internationalt førende

Det nye diabetescenter, vil blive placeret i en ny bygning ved siden af Herlev Hospital og tilbyde en sammenhængende behandling og forebyggelse af alle typer diabetes og dens komplikationer, som vil være førende i en international målestok. Mens bygningen skal stå klar i slutningen af 2020, påbegyndes aktiviteterne i SDCC allerede i begyndelsen af 2017. Centeret kommer blandt andet til at bygge på det kendte Steno Diabetes Center, som i forbindelse med aftalen overdrages fra Novo Nordisk A/S til Region Hovedstaden og herefter integreres i det offentlige sundhedsvæsen.

Et tæt samarbejde

Det nye center vil behandle personer med type 1-diabetes, børn og unge fra hele hovedstadsregionen, samt alle personer med type 2-diabetes med komplikationer fra kommunerne omkring Herlev og Gentofte Hospital. Dette vil ske i et tæt samarbejde med regionens hospitaler, kommuner og almen praksis, som også vil samarbejde om at udvikle og styrke forebyggelsesindsatsen i hovedstadsregionen.

”Tankerne bag det nye diabetes center markerer en ny måde for Hovedstadsregionen at se på behandlingen og forebyggelse af kroniske sygdomme”, siger Svend Hartling, koncerndirektør i Hovedstadsregionen. ”Ved at samle enheder og kompetencer i et kraftcenter for diabetes, som skal samarbejde bredt, vil vi bedre kunne tilbyde differentierede behandlings-, uddannelses- og forebyggelsestilbud til den enkelte patient. Samtidig vil vi kunne skabe et forskningsmiljø i en international klasse, der vil komme behandlingen af alle diabetespatienter til gode i hele landet.”

​Novo Nordisk Fonden glade for samarbejdet

”Novo Nordisk Fonden glæder sig over at kunne støtte et så ambitiøst og nytænkende initiativ, der både vil være til gavn for behandlingen af et meget stort antal diabetespatienter og samtidig være en drivkraft for udvikling af nye behandlings- og forebyggelsesmetoder,” siger Birgitte Nauntofte, adm. direktør i Novo Nordisk Fonden.
 
​Fondsbevillingen har virkning fra 2017 og løber i første omgang frem til udgangen af 2029, med mulighed for forlængelse. Novo Nordisk Fonden vil finansiere de omkostninger, der dækker den supplerende behandling af diabetespatienterne, klinisk forskning, sundhedsfremme og uddannelse. Herudover vil fonden også finansiere opførelsen og indretningen af den nye bygning.

Yderligere information:

Region Hovedstaden: Kontakt presseenheden på 70 20 95 88 
Novo Nordisk Fonden: presseansvarlig tlf. 30 67 48 05

FAKTAARK DIABETESCENTER (pdf-fil, åbner i et nye vindue)
Redaktør