Influenza på spil i hovedstadsregionen


Kraftig stigning af  borgere, som har influenza og influenzalignende symptomer giver ventetid hos 1813 og lægevagten.

Udsatte borgere bør være opmærksomme

Særligt udsatte borgere bør være opmærksomme – og generelt bør man tage sine forholdsregler for at undgå smitte.

Positive influenza-podninger er steget

Både akuttelefonen 1813 og lægevagten har de seneste 2 døgn haft en væsentlig stigning i henvendelser med influenza-lignende sygdom. Og antallet af positive influenza-podninger er steget gennem den sidste uge, ligesom der formentlig også er andre luftvejsvira i cirkulation.

Telefonkø hos 1813 og lægevagten

- Vi oplever en stigning i henvendelser af influenzaramte borgere. Det kan give lidt telefonkø hos 1813 og lægevagten – og så er det selvfølgelig drøn ærgerligt, hvis man bliver ramt lige her til Jul, siger Jens Lundgren, der er formand for Influenza-udvalget i Region Hovedstaden. 

Varslet rettet mod borgere med nedsat immunforsvar

 Influenzavarslet er fortrinsvist rettet mod særligt udsatte borgere, som i forvejen har nedsat immunforsvar. Disse bør henvende sig til læge med henblik på podning og evt. medicinsk behandling.

Overvej før henvendelse til læge

Den øvrige del af befolkningen med influenzalignende sygdom skal ikke henvende sig til læge, med mindre symptomerne fortsat forværres 3-5 dage efter symptomdebut.

Tag almindelige forholdsregler

- Influenzaen er kun farlig for folk, der i forvejen er syge. Men det er klart, at vi alle bør tage almindelige forholdsregler for at undgå smittespredning –såsom at undgå at nyse på andre, vaske hænder og blive i sengen til man er helt rask, siger Jens Lundgren.

Situationen følges

Situationen følges løbende af Region Hovedstaden og som normalt af den nationale influenzaovervågning.

Fakta:

  • Borgere henvises til at ringe til akuttelefonen 1813 med spørgsmål og i tvivlstilfælde.
  • Tag din forholdsregler: Hold grundig håndhygiejne, nys i ærmet og ikke i hånden eller luften
  • Har du influenza-sygdom, bør du blive hjemme indtil symptomerne er væk.

For yderligere information:

  • Formand for Influenzaudvalget, Jens Lundgren: 40 87 93 03
  • Pressevagten i Region Hovedstaden: 70 20 95 88
Redaktør