Ingen krav om besparelser i Region Hovedstaden

Tirsdag besluttede forretningsudvalget i Region Hovedstaden, at hospitalerne og psykiatrien ikke bliver mødt med regionale krav om besparelser, når næste års budget skal lægges. Det giver ro i medarbejdernes hverdag og mere tid og overskud til patienterne

Vent...

​En god økonomiaftale med staten om regionernes økonomi og en fornuftig økonomistyring betyder nu, at hospitalerne i Region Hovedstaden for første gang i fire år ikke bliver mødt med regionale krav om besparelser. Det fortæller en meget tilfreds regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S):

"Jeg er rigtigt glad for, at vi fra politisk side har skabt ro omkring økonomien på hospitalerne. Ledelserne skal ikke igennem den rigtige kedelige øvelse at kigge på, hvor der kan effektiviseres endnu mere. Det tror jeg giver medarbejdere og i sidste ende patienter mere sikkerhed og ro," siger hun.

Stadig lokale omprioriteringer

Selvom der i år ikke bliver krævet besparelser fra regionalt hold, kan de enkelte hospitaler stadig stå i en situation, hvor de skal flytte penge fra ét område til et andet. Sophie Hæstorp Andersen anerkender, at det også kan opleves som en besparelse rundt omkring på afdelingerne:

"Forhåbentlig kan vores beslutning om ikke at kræve besparelser understøtte, at hospitalerne ikke behøver lave store lokale omprioriteringer. Hvis det alligevel bliver tilfældet, så er der et politisk krav om, at det ikke går ud over patienternes rettigheder til hurtig udredning og behandling," siger hun.

Fastholder besparelser på administration

Regionsrådsformanden forventer, at politikerne fortsat vil holde udgifterne til administration i stram snor.

"Vi er alle interesserede i, at vores sundhedsvæsen er stærkt på det allervigtigste: En god, tryg og menneskelig behandling af de syge og tilskadekomne. Derfor skal vi ikke have unødvendigt store administrationer og for megen bureaukrati," siger hun.

Regionsrådet forventes at blive enig om et budget for 2020 den 24. oktober 2019.


Yderligere info

  • Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) via Region Hovedstadens pressevagt 70209588 / presse@regionh.dk
Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor