Kræft og ortopædkirurgi flytter mellem hospitalerne


Det giver bedre patientbehandling og optimerer ressourcerne.

Ortopædkirurgi flytter fra Hillerød til Gentofte Hospital

Borgere i Allerød, Hørsholm og Fredensborg Kommuner skal fremover behandles på Gentofte frem for Hillerød Hospital, hvis de får brug for en planlagt ortopædkirurgisk operation, altså eksempelvis en operation i hånden, skulderen eller foden.

Specialiserede hjerteundersøgelser samles på Riget og på Gentofte Hospital

Dele af de specialiserede hjerteundersøgelser samles på Rigshospitalet og Gentofte Hospital. Det betyder eksempelvis, at undersøgelser af kranspulsåren, såkaldt KAG, kun foretages på hospitaler, som også vil kunne foretage en efterfølgende ballonudvidelse.

Herlev og Riget udveksler kræftfunktioner

En række kræftfunktioner omfordeles mellem Herlev Hospital og Rigshospitalet.

Resultat af revision af hospitalsplan

Det er nogle af de ændringer, som regionsrådet netop har vedtaget som led en revision af Region Hovedstadens hospitals- og psykiatriplan frem mod 2020.

Ekspertisesamling fremtidssikrer behandlingen

- Med ændringerne fremtidssikrer vi kvaliteten af behandlingen på bl.a. kræft- og hjerteområdet ved at samle ekspertisen. Og med overførslen af ortopædkirurgiske operationer til Gentofte Hospital understreger vi hospitalets status som nøglehospital for planlagte operationer og udnytter vores operationsstuer bedre, forklarer Vibeke Storm Rasmussen, regionsrådsformand i Region Hovedstaden.

Mulig revision på psykiatriområdet til efteråret

Til efteråret skal regionsrådet tage stilling til, om der også skal ske ændringer af specialefordelingen på psykiatriområdet.

Læs høringssvar til revisionen af hospitalsplanen her


Yderligere oplysninger hos

  • Vibeke Storm Rasmussen, regionsrådsformand i Hovedstaden, tlf. 43 64 25 21 (hjemme)
  • Svend Hartling, koncerndirektør i Region Hovedstaden, tlf. 40 26 68 87
  • Pressevagten, Region Hovedstaden, tlf. 70 20 95 88 ​
Redaktør