Lægesekretærer har nøglerolle med nyt landspatientregister

​Sekretærernes arbejde er grundstenen for at få det nye landspatientregister op at stå.

Vent...
Danmarks nye landspatientregister, LPR3, skal være en realitet på alle hospitaler i Region Hovedstaden fra den 2. februar 2019.

Det nye register skal blandt andet give bedre mulighed for at sammenligne behandlingsindsatser på tværs af regioner, bedre grundlag for planlægning og styring på hospitaler samt mindre behov for dobbeltregistrering. 

Der har gennem mange måneder pågået et stort og intensivt arbejdet med at sikre den smidigst mulige overgang. Her spiller især lægesekretærerne en hovedrolle. Siden februar i fjor har de været i gang med forberedelserne, for at overgangen skal gå godt – og så alle klinikere mærker så lidt til ændringerne som muligt.

- Vi har faktisk været i gang siden første udmelding omkring LPR3, som i første omgang skulle have været udrullet i oktober 2018, så arbejdet strækker sig over næsten et år. Vi har testet, fundet fejl, trukket rapporter og fået dem rettet af flere omgange. 

- Men det er jo også os, der har kompetencerne og sidder med håndteringen af diverse datatræk, som genereres af klinikernes kontakt med patienterne, fortæller Jannie Wacker Lentz Mortensen, der er ledende lægesekretær i Neurokirurgisk Klinik på Rigshospitalet.

Vicedirektør: Indsatsen kan ikke overvurderes

Jannie Wacker Lentz Mortensen fortæller, at lægesekretærer over alt på Rigshospitalet, ligesom på de øvrige hospitaler, har brugt oceaner af timer på at forberede sig på LPR3, og på at nå i bund med diverse fejl- og arbejdslister, men ikke alle klinikker er i mål endnu.

- Det har især været vanskeligt rettidigt at kunne få adgang til brugbare og valide rapporter, hvorfor alle klinikker har været hårdt spændt for i forhold til at nå helt i mål på alle lister. Det har været en kompleks opgave - men der vil blive knoklet intenst og målrettet helt frem mod cut-over weekenden, siger Jannie Wacker Lentz Mortensen.

Vicedirektør på Rigshospitalet Susanne Poulsen, der er ansvarlig for hospitalets overgang til SP2018 og LPR3, roser sekretærernes indsats.

- Vi kan alle være meget taknemlige over deres arbejde, som måske nok foregår lidt i det skjulte lige nu, men som har kolossal betydning for, at vi får det her op at stå. Det arbejde kan ikke overvurderes og er en afgørende forudsætning for, at hospitalet kommer godt igennem overgangen og får en god start, siger Susanne Poulsen.
Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor