Mekanismerne bag passiv rygnings skadelige virkninger kortlagt


En skandinavisk forskergruppe med hovedsæde i Forskerpark Glostrup, Glostrup Hospital står bag resultaterne.

​​​

Passiv rygning skadeligt

 

Det er allerede kendt, at passiv rygning er skadeligt og øger risikoen for udvikling af alvorlige sygdomme som slagtilfælde (apopleksi) og blodpropper i hjertet næsten lige så meget som aktiv rygning.

Forskere ved Forskerparken

Nu har forskere fra det ny ’Skandinavisk Center for Forskning i Konsekvenserne af Passiv Rygning’ under ledelse af professor, dr.med. Lars Edvinsson ved Forskerparken, Glostrup Hospital fundet ud af hvordan.

Resultaterne publiceret internationalt

I to store studier har forskerne kortlagt de molekylære mekanismer, der ligger bag sygdomsudviklingen i hjertets kranspulsårer og blodkarrene i hjernen. Resultaterne er netop publiceret i de to internationale videnskabelige tidsskrifter PlosMedicine 2012 og BMC Neurosci 2011.

Skadelige partikler i cigaretrøg

- Vi har vist, at røgen fra passiv rygning øger mængden af bestemte signaler i hjernens blodkar og i hjertets kranspulsårer, og at det er fedtopløselige partikler i cigaretrøgen, som er årsag til sygdomsudviklingen og ikke nikotin eller vandopløselige bestanddele i røgen, siger Lars Edvinsson.

Receptorer

Nærmere forklaret sidder receptorerne på indersiden af kroppens blodkar og styrer blodkarrets evne til at trække sig sammen og danne fedtaflejringer.

Processer imellem cellerne

Når blodkarrene i hjernen og hjertet udsættes for de fedtopløselige partikler i røgen fra passiv rygning er det antallet af receptorer for endothelin-1, der øges, og som sætter gang i en kædereaktion af processer imellem cellerne.

Øget risiko for blodprop

Blodkarrene trækker sig sammen (tonus øges), og karvæggen fortykkes af fedtaflejringer (asterosklerotisk plak), hvorved risikoen for blodpropper eller gennemblødninger stiger.

Nyt center

Studierne er blevet til i det ny ’Skandinavisk Center for Forskning i Konsekvenserne af Passiv Rygning’, der har hovedsæde I Forskerpark Glostrup, Glostrup Hospital og er finansieret af en række millionbevillinger fra den amerikanske fond FAMRI (Flight Attendant Medical Research Institute).

Reducere skaderne ved passiv rygning

- I vores fortsatte arbejde studerer vi nu i detaljer de intracellulære mekanismer bag denne proces. Vi har især fokus på signaloverførslen og interaktionen i det såkaldte Raf/MEK/ERK-system, som er navnet på de specifikke proteiner, der indgår i signaleringen. Ved at øge vores forståelse af de involverede mekanismer håber vi at kunne reducere skaderne forbundet med passiv rygning, siger Lars Edvinsson.

Versioneret af Region Hovedstaden

​​​

Redaktør