Ni ud af ti patienter er tilfredse med hospitalsbehandlingen i Hovedstaden


Ny arbejdsgruppe skal hæve tilfredsheden yderligere

​​​​​​​​​​

Langt hovedparten af patienterne har et godt samlet indtryk af hovedstadens hospitaler

90 % af de indlagte patienter på Region Hovedstadens hospitaler har et virkelig godt eller godt samlet indtryk af deres indlæggelse, mens 95 % af regionens ambulante patienter har et godt eller virkelig godt indtryk af deres undersøgelses- og behandlingsforløb. Det viser regionale tal fra den seneste landsdækkende undersøgelse af patientoplevelser.

Tilfreds regionsrådsformand ser stadig plads for forbedring

Tilfredsheden glæder regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen, som dog også peger på forbedringspunkter:

For mange oplever stadig fejl og uacceptabel ventetid

- Det glæder mig, at 9 ud af 10 patienter har et godt eller rigtigt godt samlet indtryk af deres behandling. Flere af vores indlagte patienter synes, at deres behandlingsforløb er veltilrettelagt, og flere af vores ambulante patienter er trygge ved at tage hjem. Jeg hæfter mig dog ved, at vi stadig er et stykke fra vores målsætninger om at færre patienter oplever fejl og uacceptabel ventetid. Vi har brug for nye bud på, hvordan vi løfter tilfredsheden yderligere, siger regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen.

13 parametre skal forbedres inden 2014

Hun peger på, at regionsrådet i Hovedstaden i sin kvalitetspolitik under indsatsen ”Patienten i Centrum 2010-2013” har sat sig som mål at hæve andelen af positive svar med 5 procentpoint i forhold til resultatet i 2009 på seks udvalgte parametre for indlagte patienter og syv udvalgte spørgsmål for ambulante patienter. Det gælder blandt andet ventetid i ambulatorierne, patienter og pårørendes oplevelse af at blive inddraget, oplevelsen af fejl og personalets håndtering af fejl samt hvorvidt patienterne føler sig trygge ved udskrivningen.

Fremgang på fire parame​tre siden 2010

Målene skal være nået i 2014, så den aktuelle undersøgelse kan ses som en slags midtvejsstatus for de mål. På det ambulante område er der i forhold til målingen i 2010 fremgang for fire ud af syv mål, to ligger på niveau og ét går tilbage. Resultaterne for de indlagte patienter er dog kun enten på niveau eller dårligere end i 2010, men dog bedre end i 2009.

Arbejdsgruppe skal få hospitalerne til at lære af de mest positivt evaluerede afdelinger

For at nå sine mål har regionen nu nedsat en arbejdsgruppe med Eva Zeuthen Bentsen, direktør for Gentofte Hospital, i spidsen:

- Heldigvis har vi på alle parametre hospitaler, som gør det godt. Vi skal i arbejdsgruppen se mere indgående på, hvordan vi arbejder med en bred vifte af initiativer, der fremmer patienttilfredsheden. Det handler både om at lære mere af de afdelinger der gør det rigtig godt, men også at se på hvordan man ledelsesmæssigt og organisatorisk arbejder med patienttilfredshed og patientoplevelser. Det handler nemlig også om at påvirke en kultur og værdierne i organisationen, siger Eva Zeuthen Bentsen.


Yderligere oplysninger hos

  • Vibeke Storm Rasmussen, regionsrådsformand i Hovedstaden, tlf. 43 64 25 21 (hjemme)
  • Eva Zeuthen Bentsen, direktør Gentofte Hospital, tlf. 20 86 03 25
  • Marie Fuglsang, chef for Enheden for Brugerundersøgelser, tlf. 38 64 99 50
  • Pressevagten, Region Hovedstaden, tlf. 70 20 95 88 ​
Redaktør