Nu kan alle blive klar til erhvervsuddannelse

​Unge der ikke opfylder optagelseskravene til erhvervsuddannelserne kan fra august 2015 få det nødvendige faglige løft på erhvervsskoler i Region Hovedstaden

Hvis du vil være glarmester, greenkeeper eller gastronom, så går vejen gennem en erhvervsuddannelse.

Fra 1. august 2015 er der krav om et karaktergennemsnit på 02 i dansk og matematik for at blive optaget på en erhvervsuddannelse. Derfor samarbejder Region Hovedstaden med erhvervsskolerne og VUC i hovedstadsområdet om at udvikle tilbud, der giver unge det nødvendige faglige niveau. 

Samlet set er knap 10 % af alle unge i Region Hovedstaden forhindret i at starte på en erhvervsuddannelse på trods af, at de er motiverede og afklarede om deres uddannelsesvalg, viser en analyse, som regionen har foretaget.

De unge har derfor brug for et forberedende forløb for at kunne blive optaget på en erhvervsuddannelse. Og den udfordring har erhvervsskoler og VUC i hovedstadsområdet sat sig for at løse ved at udvikle nye, målrettede forløb i dansk, matematik og samfundsfag, som på kun 15 uger giver de unge adgangsforudsætningerne til erhvervsuddannelserne.

​Skal have flere faglærte

Lars Gaardhøj (S), formand for Erhvervs- og vækstudvalget i Region Hovedstaden, roser initiativet: 

- Region Hovedstaden har fokus på, at vi skal have flere dygtige faglærte. Samarbejdet mellem VUC og erhvervsskoler om de forberedende forløb sikrer, at flere unge får de kompetencer, som erhvervslivet efterspørger, og som på den lange bane er med til at sikre borgernes livskvalitet.

De nye forløb gennemføres på erhvervsskolerne, så de unge kender studiemiljøet, når de starter på en erhvervsuddannelse. Lærerne kommer fra VUC, hvor de har ekspertisen i at gøre de unge klar til videre uddannelse. Som ung skal man kontakte sit lokale VUC for at høre mere om de nye veje til erhvervsuddannelserne. 

For de unge, der ønsker at blive optaget på en eux, der både er en erhvervsuddannelse og en gymnasial uddannelse, er fagene dansk, engelsk og samfundsfag. 

Så mange unge har ikke 02 i dansk eller matematik

  • ​​København: 12,3 %
  • Frederiksberg: 8,5 %
  • Høje-Taastrup: 14 %
  • Glostrup: 10,9 %
  • Albertslund: 13,7 % 
  • Rødovre: 10,4 % 
  • Brøndby: 13,6 %
  • Vallensbæk: 6,8 %
  • Ishøj: 15,5 %
  • Dragør: 6,9 % 
  • Tårnby: 9,5 % 
  • Hvidovre: 12,3 %
  • Lyngby-Taarbæk: 4,9 %
  • Gentofte: 3,8 %
  • Gladsaxe: 5, 0 %
  • Herlev: 9,0 %
  • Ballerup: 9,4 %

Yderligere information: 

  • ​Lars Gaardhøj (S), formand for Erhvervs- og vækstudvalget i Region Hovedstaden, tlf.: 28 92 25 98 
  • Susanne Mortensen, Kvalitets- og udviklingschef, Technical Education Copenhagen, tlf.: 25 45 34 00
  • Henrik Daugaard, Uddannelseschef, Vestegnen HF & VUC, tlf.: 29 17 91 48
  • Pressevagten i Region Hovedstaden, tlf.: 70 20 95 88
Redaktør