Ny app hjælper mennesker med depression


To iværksættere har sammen med Region Hovedstadens Psykiatri og Center for Sundhedsinnovation udviklet en app, der giver psykiatriske patienter bedre indsigt i deres sygdom

​​

Hjælp til at bevare overblikket

Deprimerede mangler ofte motivation og har tit svært ved at strukturere deres hverdag. De kan derfor nemt miste overblikket.

Med den nye app Daybuilder får de hjælp til at skabe og bevare overblikket, hvilket ikke kun vækker begejstring for deprimerede borger, men også for behandlerne.

App´en registrerer livsfaktorer

App’en hjælper den deprimerede borger med at registrere forskellige faktorer, der er kritiske for en psykiatrisk patients velvære såsom: humør, søvn, appetit, stress, medicinering og motion. En graf viser så sammenhængen mellem ens adfærd og ens humør. Brugeren kan selv vælge, om han vil dele oplysningerne med andre – det kunne være familie, venner eller behandler.

Begejstret overlæge

Ph.d. og overlæge fra Intensiv affektiv klinik fra Psykiatrisk Center København, Klaus Martiny, er begejstret for Daybuilders muligheder for anvendelse i behandlingen:

- Jeg kan få en bedre forståelse for patientens reelle hverdag. Ofte husker patienterne ikke nøjagtigt, hvordan de har det i hverdagen, og hvad de foretager sig, og det kan skabe tvivl om deres tilstand, og hvilken behandling der er den bedste for dem. App’en hjælper dem simpelthen med at kunne få et bedre overblik over deres egen tilstand.

Vil også bruge informationen i behandling

Jeg vil også kunne bruge den information, som patienterne giver mig via app’en til forskning, fx om patienternes søvnrytme – et område, som har stor opmærksomhed i psykiatrien, siger Klaus Martiny.

Således kan app’en være med til at lette behandlingsforløbet for alle involverede parter, og hjælpe til at patienten bliver hurtigere rask.

Et succesfuldt samarbejde mellem det offentlige og private

Den nye app er udviklet via en ny samarbejdsform, Healthcare Innovation Lab, mellem offentlige og private virksomheder under Region Hovedstadens Center for Sundhedsinnovation.

Udviklere: Afgørende kontakter

Lasse Benn Nørregaard og Philip Løventoft, udviklere og partnere i Daybuilder, fortæller om forløbet:

- Udviklingen af Daybuilder tog for alvor fart, da vi indgik samarbejde med Center for Sundhedsinnovation. Vi har fået en masse afgørende kontakter til sundhedsfagligt personale, og det har åbnet nye døre.

Research på Rigshospitalet

- Vi har fulgt flere konsultationer på Rigshospitalet og har fået indblik i ITudfordringerne, der kan give problemer for det sundhedsfaglige personale i et behandlingsforløb. Samarbejdet har betydet, at vi meget hurtigere end ellers, har kunnet udvikle og evaluere en prototype, siger Lasse Benn Nørregaard.

Mobilapplikationen testes nu af både patienter og sundhedsfagligt personale.

Fakta:

  • I dag har ca. 200.000 danskere en depression.
  • Omkring 15 pct. af befolkningen vil på et eller andet tidspunkt i livet få en depression - det er ca. hver sjette dansker.
  • Daybuilder kan findes på www.daybuilder.dk og senere på smartphone
For yderligere oplysninger:

  • Susie A. Ruff, Centerchef, Center for Sundhedsinnovation, Region Hovedstaden – mobil 40 83 96 37 – e-mail: susie.ruff@regionh.dk
  • Lasse Benn Nørregaard, grundlægger, Daybuilder Solutions - lbn@daybuilder.dk
  • Philip Kaare Løventoft, grundlægger, Daybuilder Solutions - pkl@daybuilder.dk
  • Pressevagten i Region Hovedstaden, 70 20 95 88

Kan rekvireres:


Fotos fra Daybuilder og informationsfilm om app’en.

Styrket satsning på innovation i Region Hovedstaden:

Region Hovedstaden har besluttet at satse yderligere på innovation og forskning. Pr. 1. jan 2013 integreres innovationsstøtte og de gode erfaringer fra Center for Sundhedsinnovation, Region Hovedstaden således i regionens Videncenter for Innovation og Forskning (VIF). Information om VIF og enhedens ydelser kan findes på www.regionh​.dk/vif

Redaktør