Ny Øresundspris for sundhed


Region Hovedstaden og Region Skåne vil belønne banebrydende samarbejde inden for sundhed på tværs af Øresund med 1,6 millioner kroner.

​​

(Udsendt som pressemeddelelse 9. juli 2013)

Pris til banebrydende samarbejde omkring sundhed

En ny pris skal vise, at danskere og svenskere arbejder godt sammen om bedre sundhed.

Oresund Award, som prisen hedder, gives til banebrydende samarbejde omkring sundhedsforskning og behandlinger i Region Hovedstaden og Region Skåne til glæde for borgerne på begge sider af sundet.

Prisen er på 1,6 millioner kroner, som skal bruges til at videreudvikle vinderens samarbejde i sundhedsforskning og behandling og vise det frem internationalt.

Omverdenen skal se Øresundsregionen

For at få Oresund Award skal der være tale om et ligeværdigt og banebrydende samarbejde mellem mindst én part fra sundhedsvæsenet i hver af de to regioner, hhv. Region Hovedstaden og Region Skåne.

Prisen går til samarbejdsprojekter, som skaber resultater til gavn for os alle inden for forskning og udvikling, uddannelse, undersøgelse og behandling af patienter, innovation og formidling.

Pris på det gode samarbejde

- Det er vigtigt, at vi bogstaveligt talt sætter pris på det gode samarbejde, som foregår mellem de to regioner i Danmark og Sverige. Samtidig skal prisen skabe international opmærksomhed, så omverdenen får øje på, at Øresundsregionen faktisk er en rigtig stærk forsknings- og behandlingsregion, siger regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen (S)

Opmuntre til samarbejde

- Med denne pris ønsker vi at opmuntre vores virksomheder til at samarbejde på tværs af sundet for sammen at finde nye løsninger på vores udfordringer. Det betyder, at medarbejdernes gode ideer kan benyttes og spredes til andre dele af verden, siger Pia Kinhult (M), formand i Region Skåne.

Overrækkelsen af Oresund Award finder sted den 2. december 2013 i Region Skåne.

Fakta

  • Ansøgere skal udfylde et ansøgningsskema og dokumentere, at de udviser såkaldt ”excellens” i deres samarbejde.
  • Et udvalg på ni medlemmer bedømmer ansøgningerne. I udvalget sidder faglige og ledelsesmæssige repræsentanter fra Danmark og Sverige samt internationale bedømmere.
  • Projekterne bedømmes ud fra kriterierne: Forskning og udvikling, uddannelse, undersøgelse og behandling af patienter, innovation og formidling. Kriterierne er udarbejdet således, at de tager højde for både danske og svenske forhold.

Læs mere om Oresund Award 2013

Yderligere oplysninger:

  • Projektkonsulent Camilla Christina Bugge, mobil 23 48 35 29
  • Pressevagten i Region Hovedstaden, tlf. 70 20 95 88


 

Redaktør