Ny psykiatriseng nomineret til Danish Design Award

​Region Hovedstaden og Region Syddanmark har udviklet en ny psykiatriseng i samspil med medarbejdere, patienter og pårørende i psykiatrien. Og nu er sengen nomineret i to kategorier til Danish Design Award.​​​

​Region Hovedstaden og Region Syddanmarks nye psykiatriseng, der blev taget i brug i efteråret 2015, er skabt for at sikre en bedre oplevelse for patienterne samt bedre arbejdsgange for medarbejderne.

Den er blevet til gennem et samarbejde mellem patienter og pårørende, medarbejdere, regioner og virksomheder, og resultatet er et mere indbydende, funktionelt og ​hjemligt design samt en øget oplevelse af tryghed og sikkerhed.​

- Vi er utrolig stolte og glade for nomineringerne. Samtidig glæder vi os meget på vegne af de patienter, pårørende, personale og fagfolk, som har udviklet sengen. Der er lagt mange kræfter i at udtænke en løsning, som bidrager til en værdig og tryg oplevelse i forbindelse med indlæggelsen - og som samtidig gør det nemmere at være personale. Det betyder meget at det stykke arbejde nu får så fin en anerkendelse, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp (S), Region Hovedstaden.

Nu er den nye seng til psykiatrien også blevet opdaget af designverdenen, og i dag, 14. marts 2016, blev sengen nomineret til Danish Design Award i to kategorier: "Better work" – en designpris for løsninger, der har en positiv effekt på vores arbejdsliv. Og "feel good" – en designpris for løsninger, der taler til menneskers følelser og sanser og simpelthen giver en sublim oplevelse!

Skabt i fællesskab med brugerne

Region Hovedstaden og Region Syddan​mark har haft industrielle designere knyttet til opgaven gennem forløbet, og Syddansk Sundhedsinnovation i Odense har sammen med Region Hovedstadens designer stået for feltarbejde, tests og rådgivning i forhold til sengens design og funktionalitet.

 I gennem designprocessen er ideer og viden blevet delt mellem virksomheder, regioner, patienter, pårørende og sundhedsfagligt personale. Sengen er løbende blevet testet og afprøvet af brugerne, netop for at skabe den mest optimale seng, som sikrer en bedre oplevelse for patienterne og et bedre arbejdsflow for personalet. 

På trods af tests og afprøvning af sengen har der været forskellige udfordringer i forbindelse med implementeringen på afdelingerne. Det betragtes som en naturlig del af udviklingsprocessen, da produktet kræver nye arbejdsgange og indeholder nye tekniske løsninger. Disse er løbende blevet udbedret.

 Danish Design Award er en designpris, der er internationalt anerkendt. Den bedømmes i 11 kategorier fordelt på tre grupper – Business, Individual og Society. Bag prisen står Design Denmark og Dansk Design Center.

Vinderne kåres den 7. april i Industriens Hus. ​​​​​

Fakta

Den nye seng til psykiatrien har de to regioner udviklet i samarbejde med Agitek Aps. Sengen består af et enkelt design med lige flader og en tryghedsskabende multipude. Ideen til puden er ligeledes skabt i tæt samarbejde imellem både patienter, pårørende og medarbejdere i psykiatrien.

Samtidig er der ikke gået på kompromis med medarbejdernes og patienternes sikkerhed, da der bl.a. er mindre risiko for selvskade. Den nye seng til psykiatrien adskiller sig fra de nuværende hospitalssenge ved blandt andet at være ledningsfri og batteridrevet. Den er hygiejnevenlig og let at rengøre. Designet er hjemligt, indbydende og funktionelt.

 Sengen skal i samspil med nye fysiske rammer, nye arbejdsgange og fokus på forebyggelse af konflikter og tvang være med til at levere moderne psykiatrisk behandling af høj kvalitet. Den skal desuden medvirke til et bedre arbejdsmiljø for medarbejderne gennem blandt andet optimering af arbejdsprocesser.

Materialet bygger på sikkerheds- og hygiejnemæssige krav formuleret i Psykiatriloven, Den Danske Kvalitetsmodel og Sikker Patient 2010.​

Ph.d.-projektet er finansieret af Lundbeck-fonden.​​

Redaktør