Nyt sundhedshus åbner i Helsingør


Sundhedshuset rummer en række sundhedsydelser fra Region Hovedstaden, bl.a. en akutklinik

​​

Helsingør får nu sit eget sundhedshus, som bl.a. rummer en akutklinik, og borgerne kan også få en række ambulante behandlinger og kontroller i det nye hus.

Indviet mandag den 14. januar

Sundhedshuset i Murergade 5 blev indviet af regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen den 14. januar.

Foto: Vibeke Storm Rasmussen klipper snoren til sundhedshuset.
Regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen klipper snoren til Helsingørs nye sundhedshus.

Foto af borgere ved indvielsen af sundhedshuset
Borgerne var med til at indvie sundhedshuset.

Regionsformand: Stor fordel for borgerne

- Dette er regionens første sundhedshus, hvor borgerne kan blive behandlet for de mest almindelige sygdomme helt tæt på, hvor de bor. Det er en stor fordel for borgerne, og nu glæder vi os til at se, hvordan det udvikler sig, siger Vibeke Storm Rasmussen

Patienter søger til Hillerød

I løbet af de seneste år har patienterne i stigende grad søgt behandling på Hillerød Hospital, og derfor har Regionsrådet besluttet at samle behandlingen i Nordsjælland på hospitalerne i Frederikssund og Hillerød og lukke Helsingør Hospital 1. februar.

Sundhedshus sikrer den nære pleje

Den nære pleje og behandling af de mest udbredte sygdomme bliver dog opretholdt i Helsingør ved hjælp af det nye sundhedshus.

Sundhedshuset indeholder:

  • En akutklinik med behandlersygeplejersker og akutlæger, som har åbent alle ugens syv dage kl. 7.00-22.00.
  • Mulighed for at tage røntgenbilleder. Klinikken er åben hverdage fra kl. 8.00-14.00, for patienter med en henvisning fra en læge.
  • Blodprøvetagning - åben hverdage fra kl. 7.00-13.00, for patienter der kommer med en henvisning fra en læge. Onsdag er blodprøveklinikken åben til kl. 18.00.
  • Jordemoderkonsultation - åben hverdage fra kl. 8.30-16.00, for gravide, der har lavet en aftale med jordemoderen.
  • Medicinske ambulatorier i de lægefaglige specialer kardiologi (hjertesygdomme), lungemedicin samt endokrinologi (bl.a. stofskiftesygdomme, diabetes og overvægt). Åbent hverdage fra kl. 9.00-15.00 for patienter, der har en aftale.
  • Egen parkeringsplads

Akutklinik kan klare langt de fleste skader

- Borgerne i Helsingør-området er sikret en række sundhedstilbud helt tæt på, hvor de bor. Sundhedshusets akutklinik vil bl.a. kunne klare langt de fleste skader, som borgerne selv kommer ind med. Er det mere alvorligt, er der ikke langt til specialisterne på Hillerød Hospital, siger vicedirektør Bente Ourø Rørth

Lægevagten kører stadig ud

Lægevagten kører stadig ud til syge borgeres hjem i Helsingør, hvis lægen vurderer, at der er brug for det, mens lægevagtskonsultationen findes 9 steder i Region Hovedstaden, bl.a. i Hillerød og Frederikssund.

Brug akuttelefonen 1813

Ved akut sygdom eller skade, kan man døgnet rundt ringe til akuttelefonen 1813 for råd og vejledning.

Ingen ændringer for psykiatrien

Der sker ingen ændr​inger inden for det psykiatriske område. Psykiatrisk Center Nordsjællands afdeling i Helsingør fortsætter uændret efter åbningen af sundhedshuset og lukningen af Helsingør Hospital.

Se web-tv fra sundhedshuset

Fakta:

  • I 2020 står et splinternyt hospital klar ved Hillerød. Indtil da er det nødvendigt at omrokere behandlingen i Nordsjælland for at fremtidssikre kvaliteten i behandlingen og patienternes tryghed, indtil det nye hospital står klar.
  • Fra februar samles behandlingen i Nordsjællands Hospital på tre adresser: Hospitalerne i Hillerød og Frederikssund og sundhedshuset i Helsingør.
  • Nordsjællands Hospital kommer til at arbejde endnu tættere sammen på tværs af husene og udnytte de fysiske rammer bedre for at undgå overbelægning og dårlig udnyttelse af kapaciteten. De større, fusionerede hospitalsafdelinger sikrer også, at sundhedspersonalet opnår høj rutine i behandlinger og undersøgelser og lærer af hinanden.
  • Hospitalerne er i gang med at gøre klar til den nye struktur. Der anlægges flere p-pladser i Hillerød, kapaciteten i akutmodtagelsen er blevet udvidet, og der bliver rokeret rundt, så der er personale og senge nok, når Helsingør Hospital lukker. Senere på året kommer der et nyt patienthotel i Hillerød.
  • Sundhedshusets akutklinik med behandlersygeplejersker og akutlæger har åbent alle ugens syv dage kl. 7.00-22.00.

Yderligere oplysninger hos:

  • Vibeke Storm Rasmussen (S), Regionsrådsformand, Region Hovedstaden, 43 64 25 21 (hjemme)
  • Vicedirektør Bente Ourø Rørth, Hillerød, Helsingør og Frederikssund Hospitaler, 48 29 30 01.
  • Hospitalsdirektør Suzanne Aaholm, Hillerød, Helsingør og Frederikssund Hospitaler, 48 29 30 03.
  • Pressevagten i Region Hovedstaden, 70 20 95 88​​
Redaktør