Penge fra Knæk Cancer 2013 til kræftsyge børn på Rigshospitalet


Rigshospitalet modtager 3,5 millioner kroner fra Kræftens Bekæmpelse til arbejdet med kræftsyge børn.

​​

Kræftens Bekæmpelses hovedbestyrelse har netop besluttet at uddele 113,5 millioner kroner fra Knæk Cancer 2013 til 12 forskellige indsatsområder.

Kræftens Bekæmpelse glæder sig

Pengene skal være fordelt den 1. juni 2014, men allerede nu er det vedtaget, at 3,5 millioner kroner skal til BørneUngeKlinikken på Rigshospitalet. Pengene skal gå til forskning i nye behandlinger til børn og unge med kræft. 

- Jeg glæder mig over, at vi allerede nu, godt fire uger efter Knæk Cancer-ugen, kan være med til at støtte den første Fase I og Fase II-enhed for børn og unge med kræft i Danmark, siger direktør i Kræftens Bekæmpelse Leif Vestergaard Pedersen.

Bedre behandlinger

Hvert år får cirka 200 børn og unge i Danmark kræft. Af dem bliver 30 procent ramt ekstra hårdt: Enten virker behandlingen ikke, eller også får de efter kort tid tilbagefald, og chancerne for helbredelse er da ringe.

Rigshospitalets Fase I og Fase II Enhed for børn med kræft vil i samarbejde med andre lignende centre i Europa udvikle nye behandlinger til patienter, hvor den normale behandling fejler.

Behandlingen skal målrettes børnekræft

- Det er vigtigt at forske i, hvordan nye lægemidler og behandlinger kan bruges på børnekræft, da voksne og børn er forskellige, siger professor og overlæge Kjeld Schmiegelow fra BørneUngeKlinikken og fortsætter:

- Børn reagerer ofte anderledes end voksne på samme behandling, og andre kræftsygdomme er udbredt blandt børnene. Stort set ingen børn får de kræftsygdomme, som er hyppige i voksenalderen, som for eksempel bryst- eller lungekræft.

- Pengene fra Knæk Cancer skal være med til at sikre, at vi er i stand til at udvikle nye behandlinger til børn og unge med kræft, så vi kan forhindre at disse børn dør af deres sygdom, slutter Kjeld Schmiegelow.

Afprøvning af nye lægemidler højt prioriteret

Hos Kræftens Bekæmpelse ser man frem til at følge arbejdet på BørneUngeKlinikken.

- Takket være en massiv indsats over mange år overlever langt de fleste børn en kræftsygdom i dag. Men for 30 procent af børnene gælder det stadig, at behandlingen enten ikke virker, eller også oplever de tilbagefald senere i livet, siger Leif Vestergaard Pedersen og fortsætter:

- Derfor har afprøvning af nye lægemidler til børn med kræft en høj prioritet hos Kræftens Bekæmpelse.

Redaktør