​​

Praktiserende læger og hospitaler skal arbejde tættere sammen om patienterne

​En ny, stor undersøgelse i Region Hovedstaden viser, at der blandt de praktiserende læger overordnet er en rimelig grad af tilfredshed med samarbejdet med hospitalerne. Men undersøgelsen peger også på, at der er store forskelle på lægernes oplevelse af samarbejdet, og at der er en række områder, hvor samarbejdet skal styrkes. 

​Når en patient bliver henvist fra den praktiserende læge til hospitalet, og henvisningen derefter bliver afvist af hospitalet, skal det være tydeligere, hvad der er årsag til afvisningen. Det skal også fremgå, hvad egen læge kan gøre for at henvisningen bliver accepteret, eller hvordan patienten kan hjælpes videre i andet regi. 

Så patienten oplever, at når hun går ud ad en dør, står den næste åben. 

Sådan lyder en af anbefalingerne i en ny rapport, der er skrevet på baggrund af en undersøgelse om samarbejdet mellem de praktiserende læger og hospitalerne i Region Hovedstaden. Undersøgelsen er lavet af Region Hovedstaden og Praktiserende Lægers Organisation Hovedstaden (PLO-H). 

Undersøgelsen viser, at der er en række områder, hvor der er behov for en indsats for at styrke samarbejdet. I undersøgelsen peger de praktiserende læger f.eks. på en stigende tendens til, at henvisninger fra egen læge til hospitalsbehandling bliver afvist af hospitalerne.  

Samarbejde fremmer de gode patientforløb ​
Både regionen og PLO-Hovedstaden ønsker at forbedre overgangene mellem egen læge og hospitalet.

”Vi har et stærkt sundhedsvæsen, men som denne undersøgelse viser, er der plads til forbedringer. Vi skal kigge indad og skabe mere dialog mellem hospitalerne og de praktiserende læger, så vi kan være den bedste samarbejdspartner for almen praksis,” siger Karin Friis Bach (RV), der er formand for udvalget for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen, og tilføjer: 

”Sammen skal vi lave nogle indsatser, der øger sammenhængskraften i sundhedsvæsenet og give patienterne en oplevelse af, at vi hjælper dem godt ind ad døren hos dem, vi samarbejder med.”  

PLO-Hovedstaden hilser regionens tiltag for at styrke samarbejdet velkomment:

”I PLO-Hovedstaden ser vi meget positivt på at udvikle et nyt og stærkere samarbejde mellem hospitalslægerne og de praktiserende læger, så vores patienter kan opleve gode og sammenhængende patientforløb. Vi ser frem til det fælles arbejde med at finde løsninger, der er gode for begge sektorer og som hviler på, at alle læger ønsker at finde de bedste løsninger for vores fælles patienter,” siger formanden for PLO-Hovedstaden, Peder Reistad.

Regionen og PLO-Hovedstaden skal fremadrettet mødes på en række dialogmøder. Her skal der både være fokus på udfordringerne og på at udbrede de gode eksempler på samarbejdet mellem læge og hospital, som også indgår i undersøgelsen. 

De praktiserende læger oplever f.eks., at hurtig og handlingsorienteret kommunikation understøtter samarbejdet med hospitalerne. 

Fakta om undersøgelsens resultater 

  • De praktiserende læger oplever en stigende tendens til, at henvisninger fra egen læge til hospitalsbehandling bliver afvist af regionens hospitaler.

  • De oplever også, at der er stor forskel på, hvor ofte de enkelte afdelinger afviser henvisninger til hospitalsbehandling. 

  • Problemet opleves især i psykiatrien. To tredjedele af lægerne er tilfredse med håndteringen af henvisninger indenfor somatikken. 

  • En del praktiserende læger peger på, at informationerne i hospitalernes epikriser til egen læge ved udskrivning er uoverskuelige og mangelfulde.

  • De praktiserende læger oplever, at hurtig og handlingsorienteret kommunikation er understøttende for samarbejdet med hospitalerne. 

Fakta om anbefalingerne i rapporten​

  • ​Det bør gøres mere tydeligt, hvad der er årsagen, når henvisninger afvises. 

  • Afviste henvisninger bør gøres mere handlingsrettede, så det fremgår, hvad de praktiserende læger kan gøre for, at henvisningen bliver accepteret, eller hvilken mulighed de praktiserende læger har for at hjælpe patienten i andet regi.

  • Der bør arbejdes med, at de vigtigste informationer præsenteres øverst i epikriserne, og at mængden af såkaldt ’autogeneret tekst’ minimeres mest muligt.​

  • Det anbefales at øge muligheden for kommunikation mellem egen læge og specialister på hospitalerne.

Redaktør