Pris til diabetes- og hjernecentre


To internationalt anerkendte forsknings- og behandlingscentre modtager Global Excellence-prisen

​​​​

Web-tv: Diabetes- og hjernecenter vinder Global Excellence 2014


(02:52)


Hidtil uopdagede sammenhænge mellem tarmsystemet og diabetes kan få afgørende betydning for diabetespatienters liv. Og muligheden for at se ind i hjernen uden brug af skadelig røntgenstråling åbner nye døre for undersøgelser af patienter med eksempelvis Parkinsons sygdom og multipel sclerose.

Det er blandt de markante resultater fra henholdsvis Center for Diabetesforskning på Gentofte Hospital og Danish Research Centre for Magnetic Resonance (DRCMR) på Hvidovre Hospital.

Derfor belønnes hvert center med Region Hovedstadens årlige sundhedspris Global Excellence på 1,5 mio. kr. Målet med Global Excellence er at fremme kompetente faglige miljøer i international særklasse inden for sundhedsområdet på universiteterne og hospitalerne i regionen.

De 1,5 mio. kr., som følger med Global Excellence, skal gå til initiativer med et tydeligt internationalt perspektiv; blandt andet international synliggørelse af centrenes arbejde, videreuddannelse, udveksling af forskere samt videreudvikling af deres forskning eller behandlingstilbud.

Vi skal fejre vores succeser

- I Region Hovedstaden har vi en ambition om at være internationalt førende i vores sundhedsforskning og behandlingstilbud til vores patienter. Med de to nye vindere, og de tidligere vindere, er der i alt uddelt 24 Global Excellence-priser, der alle er på absolut forkant inden for deres områder. Det er et resultat af engagerede ildsjæle og et langsigtet og engageret arbejde på hospitaler og universiteter. Et arbejde, som jeg og det øvrige regionsråd er stolte af og helhjertet bakker op om, siger Sophie Hæstorp Andersen (S) regionsrådsformand i Region Hovedstaden.

Forskningsresultater ændrer forståelsen af diabetes

Center for Diabetesforsknings resultater har været med til at ændre forståelsen af diabetes og peger i retningen af, at også tarmsystemet har stor betydning for vigtige, men hidtil uopdagede aspekter af mekanismerne bag sygdommen.

- Diabetesforskningen har i mange år koncentreret sig om bugspytkirtlen, fordi den producerer insulin. Men vi arbejder mere holistisk og inddrager andre organers betydning for sukkerstofskiftet, siger Tina Vilsbøll, professor ved Københavns Universitet, dr.med. og forskningsleder i Center for Diabetesforskning.

Og Filip Krag Knop, lektor ved Københavns Universitet, ph.d. og forskningsleder i Center for Diabetesforskning supplerer:

- Bl.a. har vi fokuseret på tarmen, som er kroppens største hormonproducerende kirtel og har en væsentlig indflydelse på kroppens sukkerstofskifte – og derfor er den naturligvis også interessant, når det gælder diabetesbehandling og –forskning.

Web-tv: Ny tilgang til diabetesforskning giver stor pris

​​
(03:33)


 

Hjerneforskning i verdensklasse

Danish Research Centre for Magnetic Resonance (DRCMR) på Hvidovre Hospital er blandt Europas absolut førende forskningscentre, når det gælder klinisk MR-forskning. I centeret forskes der i en række hjernesygdomme som eksempelvis Parkinsons sygdom og multipel sclerose.

- MR-skanninger tillader os at ”se” ind i hjernen uden brug af skadelige røntgenstråler, og det lukker op for en meget bred forskningsindsats. Blandt andet har det hjulpet os til at finde en metode, som kan forudsige, om en Parkinson patient er disponeret for at udvikle såkaldt dyskinesi – en slags anfald af voldsomme bevægeforstyrrelser, siger Hartwig Siebner, professor ved Københavns Universitet, dr.med. og forskningsleder ved Danish Research Centre for Magnetic Resonance.

Web-tv: Pris for hjerneforskning i verdensklasse

(03:30)


Læs mere om de to​ vindere ​

Global Excellence i Sundhed 2014 blev uddelt ved en ceremoni i Mogens Dahls Koncertsal i København den 20. august.

Det er femte gang prisen bliver uddelt og i alt 24 centre har nu fået udmærkelsen.

Yderligere oplysninger hos:

  • Center for Diabetesforskning, Gentofte Hospital: Professor, dr.med. og forskningsleder Tina Vilsbøll, mobil 40 94 08 25
  • Center for Diabetesforskning, Gentofte Hospital: Lektor, ph.d. og forskningsleder Filip Krag Knop, mobil 26 83 01 61 
  • Danish Research Centre for Magnetic Resonance (DRCMR), Hvidovre Hospital: Professor, dr.med. og forskningsleder Hartwig Siebner, mobil 51 15 59 51
  • Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) via pressevagten i Region Hovedstaden, tlf. 70 20 95 88
Redaktør