​​​

Private aktører skal hjælpe med vaccination

Region Hovedstaden har lavet aftale med Copenhagen Medical og Practio for at sætte ekstra tempo på vaccinationen mod COVID.

​Fra torsdag den 2. december vil to private virksomheder Copenhagen Medical og Practio hjælpe med at få vaccineret borgere over 12 år i Region Hovedstaden. Hver af de to leverandører skal levere 3.000 stik pr. dag – det vil sige op til 42.000 om ugen.

”Vi har brug for alle gode kræfter for at få så mange vaccineret og så hurtigt som muligt. Derfor er jeg meget glad for, at de to firmaer kan træde til og hjælpe,” siger formand for Sundhedsudvalget Christoffer Buster Reinhardt (C).

Kontrakten med leverandørerne omfatter 3.000 stik om dagen, men med mulighed for skrue op til 4.000 stik pr. dag – med minimum to dages varsel. Og yderligere en øgning til 5.000 stik. pr. dag med yderligere to dages varsel.

Practio vil være placeret i KB-Hallen, mens Copenhagen Medical kommer til at vaccinere i Fælledparken, på Ofelia Plads og ved Nørreport.

”Det bliver et godt supplement til vores store regionale vaccinationscentre med tidsbestilling. De private vil tilbyde drop-in til borgere – både dem, der skal have første stik, og de mange, som står og tripper for at få 3. stik,” siger Christoffer Buster Reinhardt.



Redaktør