Region H genåbner to store hurtigtestcentre i København

Grundet stor efterspørgsel og opskalering af testkapaciteten åbner der den kommende uge to store nye testcentre i København. Testcentrene ligger på Ofelia Plads og i Forum.

Behovet for test i regionen er stigende. Derfor åbner Region Hovedstaden i samarbejde med Copenhagen Medical i den kommende uge testcentre på Ofelia Plads fra mandag morgen kl. 08.00 og i Forum fra tirsdag kl. 12.00. Det sker, efter sundhedsmyndighederne har meldt ud, at testkapaciteten i hovedstadsregionen i løbet af to uger skal stige til 111.000 daglige tests mod de nuværende 74.000.

”Genåbningen af de to testcentre gør, at vi nu i højere grad kan følge med det store behov for test grundet den stigende smitte med COVID-19. Dermed nærmer vi os med hastige skridt målet om de 111.000 daglige test,” siger Helene Bliddal Døssing, som er vicedirektør i Region Hovedstadens Akutberedskab.   

Regionen samarbejder med virksomheden Copenhagen Medical, som står for hurtigtest-indsatsen. 

”Vi er glade for at kunne fortælle borgerne i hovedstaden, at der nu er flere testcentre på vej. Presset på centrene har i de sidste dage været stort og støt stigende. Derfor har vi sammen med Region Hovedstaden arbejdet stærkt på at rekruttere og uddanne kolleger, så vi kan åbne nye centre så hurtigt,” siger pressechef i Copenhagen Medical, Trine Baadsgaard. 

Det vækker glæde hos formanden for Sundhedsudvalget Christoffer Buster Reinhardt (K), at regionen hurtigt skalerer testkapaciteten op. 

”Vi oplever en stigende smitte i samfundet, og heldigvis vælger mange for tiden at blive testet for COVID-19, så vi kan holde øje med smitten. Vi har imidlertid brug for at kunne teste endnu flere, og derfor skruer vi nu op for kapaciteten og åbner to store, centrale testcentre, som danskerne kan bruge. Det vil forhåbentligt også aflaste de andre testcentre, så man vil opleve mindre kø,” siger Christoffer Buster Reinhardt (K). 

Åbningen af det nye store testcenter i Forum betyder, at testcentret på Bülowsvej har sidste åbningsdag 13.12 og lukker klokken 20.00 om aftenen.​



Fakta 

  • ​Ofelia Plads, Kvæsthusbroen, 1250 København K
    Åbner mandag d. 13.12.21 kl. 08.00 for test af borgere. 

  • Forum, Julius Thomsens Pl. 1, 1925 Frederiksberg
    Åbner tirsdag d. 14.12.21 kl. 12.00 for test af borgere 

  • Åbningstiderne er begge steder kl. 08.00-21.00 alle dage.


Redaktør