​​

Region H skruer ned for antallet af vaccinationssteder

Der har været en god tilslutning til årets sæsonvaccination, og efterspørgslen er nu faldende. Derfor lukker regionen de syv vaccinationssteder på hospitalerne. Kom ned og bliv vaccineret senest fredag d. 1. december, som er sidste åbningsdag. Apotekerne tilbyder vaccination frem til midten af januar. ​

Ca. 73 % af borgerne på 65 år eller derover har taget imod tilbuddet om vaccination i Region Hovedstaden. Samtidig er efterspørgslen på vaccination faldene, og det gør, at Region Hovedstaden justerer antallet af vaccinationssteder i regionen. 

”Mange har indtil videre valgt at tage imod tilbuddet om vaccination, og det er glædeligt, at så mange er beskyttet, nu hvor vinteren står for døren, og der er risiko for øget smitte med influenza og covid-19, siger Anne Skriver Andersen, der er koncerndirektør i Region Hovedstaden, og fortsætter: 

”Fra starten af december skruer vi ned for antallet af vaccinationssteder, så vi følger efterspørgslen og bruger ressourcerne mest hensigtsmæssigt.” 

Samlet set er der gennemført over 700.000 vaccinationer i Region Hovedstaden siden oktober. 

Hvis du gerne vil vaccineres, kan du senest d. 1. december møde op på et af vaccinationsstederne på hospitalerne. Husk at tjekke Danmarkskortet for at se, hvornår dit nærmest vaccinationssted har åbent. Derefter lukker hospitalernes vaccinationssteder og vaccinationsstedet i Helsingør Sundhedshus.

Der er mulighed for at blive vaccineret på apoteker til og med d. 15. januar, og de fleste apoteker tilbyder vaccination uden tidsbestilling. 

Ca. 16 % af de 2-6-årige børn er vaccineret mod influenza i Region Hovedstaden. Det er fortsat muligt for børn at blive vaccineret med næsespray på apoteker efter d. 1. december. Flere apoteker tilbyder desuden drop-in til børn.

Hvis barnet ikke tidligere er vaccineret, skal der gå fire uger mellem hvert pust, og derfor skal barnet senest vaccineres d.18. december 2023, så anden vaccination kan nås, inden tilbuddet ophører i midten af januar. 

Find et vaccinationssted nær dig, og se åbningstiderne på Danmarkskortet her.​

Redaktør