Region Hovedstaden gearer op for udviklingen


Med planen ”Vi gi’r Nordeuropa et nyt gear” har Region Hovedstaden beskrevet sine ønsker til regionens overordnede udvikling de næste fire år.

Med planen ”Vi gi’r Nordeuropa et nyt gear” har Region Hovedstaden beskrevet sine ønsker til regionens overordnede udvikling de næste fire år. Kommuner og region samarbejder om at gøre visionerne til virkelighed


Erhverv, uddannelse, klima og trafik. De fire områder er grundpillerne i den regionale udviklingsplan 2012-2016, som Regionsrådet i Region Hovedstaden netop har vedtaget.

Et forbillede for Nordeuropa

Planen beskriver politikernes ønsker til udviklingen i regionens byer, landdistrikter og miljø, og med titlen ”Vi gi’r Nordeuropa et nyt gear” er barren sat højt.

- Godt nok er hovedstadsområdet en dynamo for væksten i hele regionen både øst og vest for Øresund, men vi skal op i tempo for at holde trit med metropolerne omkring os. Vores vision er, at hovedstadsregionen i 2020 står som Nordeuropas forbillede inden for bæredygtig vækst, viden og livskvalitet, og den regionale udviklingsplan beskriver, hvad vi skal arbejde med for at få det til at ske. Vi skal bl.a. udbygge de regionale og internationale trafikforbindelser, og vi skal gøre området endnu mere attraktivt at bo, leve og arbejde i, siger Steen Olesen (SF), formand for Region Hovedstadens regionaludvalg.


Dét peger planen bl.a. på

Udover en massiv udbygning af vejene og den kollektive trafik i hovedstadsregionen peger planen bl.a. på behovet for en øget internationalisering af regionens erhvervsliv og en bedre sammenhæng mellem de forskellige indsatser.

På uddannelsesområdet gælder det om at motivere flere til at uddanne sig og om at skabe et mere rummeligt uddannelsessystem, og på klimaområdet handler udviklingsplanen om, hvordan vi håndterer udfordringer som oversvømmelser og nedbringer udslippet af CO2.


Positive reaktioner på planen

Udviklingsplanen er blevet til i samarbejde med en lang række aktører - især de enkelte kommuner og det politiske samarbejdsforum KKR Hovedstaden.

- Planen skaber en vision og en overordnet ramme for den fysiske lokalplanlægning og udvikling, som er kommunernes ansvarsområde. Derfor har vi også lagt stor vægt på at inddrage dem i arbejdet lige fra begyndelsen, siger Steen Olesen.

I alt har 750 parter haft planen i høring, og svarene har overvejende været positive. Nu går KKR Hovedstaden og Region Hovedstaden i gang med at se på, hvordan den regionale udviklingsplan skal realiseres.

Den regionale udviklingsplan ”Vi gi’r Nordeuropa ​et nyt gear” kan ses her

Yderligere information:

  • Formand for Region Hovedstadens regionaludvalg, Steen Olesen (SF), mobil 20 63 24 76
  • Pressevagten i Region Hovedstaden, 70 20 95 88


FAKTA OM DEN REGIONALE UDVIKLINGSPLAN

Planloven siger, at regionsrådet skal udarbejde en ny regional udviklingsplan inden for første halvdel af valgperioden.

På grundlag af en helhedsvurdering skal planen beskrive den ønskelige fremtidige udvikling for regionens byer og landdistrikter samt for natur og miljø, herunder rekreative formål, erhverv, turisme, beskæftigelse, uddannelse og kultur.

Statens landsplandirektiv for hovedstadsområdet, Fingerplan 2007, er rammen for den regionale udviklingsplan og for kommunernes fysiske planlægning, og den regionale udviklingsplan skal indgå i grundlaget for kommuneplanerne. Kommuneplanerne må altså ikke stride mod beskrivelsen af den ønskelige fremtidige udvikling i den regionale udviklingsplan. Regionen kan gøre indsigelse over for en kommuneplan, men indsigelsen skal være båret af overordnede hensyn til regionens bæredygtige udvikling.

Redaktør