Region Hovedstaden indgår strategisk samarbejde med medicinalgigant


Ny aftale om fælles forskning skal give borgerne bedre behandling

​​​

Tænk, hvis man kan gøre den sidste tid for uhelbredeligt kræftsyge patienter både lidt længere og lidt bedre, eller hvis man kan give borgere med bestemte øjensygdomme synet tilbage.

Det er nogle af de helt konkrete sygdomme, som forskere og læger i hovedstadsregionen skal arbejde sammen med medicinalvirksomheden Novartis om.

Fra forskning til bedre behandling

Region Hovedstaden og Novartis Healthcare indgår et nyt, strategisk partnerskab, når de to parter underskriver en femårig samarbejdsaftale den 25. september 2014.

Målet er skabe bedre rammer for forskningen, som i sidste ende skal komme patienterne til gode. Eksempelvis er forskerne allerede i gang med at undersøge, om en bestemt type ny medicin kan gives til kræftpatienter tidligere i behandlingen i stedet for den traditionelle kemokur, der har mange bivirkninger.

Gevinster for både regionen og borgerne

Regionsdirektør i Region Hovedstaden, Hjalte Aaberg, ser flere gevinster ved samarbejdet med Novartis Healthcare.

- Vi har i forvejen nogle meget dygtige forskere på vores hospitaler, og med den nye aftale kan vi både fastholde den position og sikre, at vi stadig kan tiltrække flere kliniske forsøg, som ellers ville gå til udlandet, siger Hjalte Aaberg, direktør i Region Hovedstaden, og fortsætter:

- Og når forskningen foregår her i Region Hovedstaden, sikrer vi borgerne en tidligere adgang til nye behandlingsformer og lægemidler.

Samarbejder med de bedste forskere

For Novartis Healthcare er det ikke en tilfældighed, at Region Hovedstaden er valgt som ny strategisk samarbejdspartner. Peter Drøidal, der er Scandinavian Head of Integrated Hospital Care & Country Manager for Novartis i Danmark, ser store muligheder i aftalen:

- Hos Novartis ser vi Region Hovedstaden som et innovativt kernemarked. Forskningsmiljøet er blandt de mest innovative i verden, og vi gennemfører allerede en lang række interessante studier på Rigshospitalet, Bispebjerg Hospital, Hvidovre Hospital, Herlev Hospital og i Glostrup. Derfor er vi meget glade for, at vi nu får muligheden for at arbejde endnu tættere sammen, for at tilbyde patienterne i regionen den bedst mulige behandling, siger Peter Drøidal.

Fakta:

  • Aftalen omfatter Herlev Hospital, Glostrup Hospital og Rigshospitalet. 
  • Kræft, øjensygdomme og neurovidenskaben er de tre områder, som parterne skal arbejde sammen om. 
  • Region Hovedstaden har tidligere lavet en lignende aftale med GlaxoSmithKline, og det er erfaringerne derfra, regionen nu bygger videre på. 
  • Novartis er en af verdens største medicinal virksomheder, og tilbyder en lang række lægemidler indenfor især øjensygdomme, generiske lægemidler, vacciner og håndkøbsmedicin.
  • Samarbejdsaftalen mellem Region Hovedstaden og Novartis løber i fem år og indeholder en mulighed for en forlængelse med yderligere fem år.
Redaktør