Region Hovedstaden indkalder forstærkninger til patienttransporten


Forlængede ventetider får regionen til at fremrykke en aftale med Trafikselskabet Movia.

Nye selskaber får ansvaret for siddende patientbefordring

Falck og Movia Flextrafik overtager fra den 1. oktober ansvaret for den siddende patientbefordring i Region Hovedstaden. Den opgave er hidtil blevet løst af transportvirksomheden VBT, men blev tildelt Falck og Flextrafik efter udløbet af kontrakten med VBT.

Vognmangel udløser ventetider

Det har betydet, at en række af VBTs chauffører fra september har fået job hos Falck og andre vognmænd, hvorfor VBT i øjeblikket mangler op i mod 70 chauffører og dermed også vogne til at løse transportopgaven. VBT har indkaldt hjælp fra eksterne vognmænd og taxaselskaber, men det har ikke kunnet forhindre forlængede ventetider for en række patienter, der skal transporteres til og fra undersøgelser eller behandling på Region Hovedstandens hospitaler og psykiatriske centre.

Regionen gør noget ved problemet

- Vi har ikke et samlet overblik over, hvor meget længere ventetiden er blevet, og hvor mange patienter det berører, men ud fra tilbagemeldingerne fra vores hospitalspersonale kan vi konstatere, at det er et reelt problem, som vi må gøre en ekstra indsats for at løse, siger Morten Rand Jensen, koncerndirektør i Region Hovedstaden.

Flextrafik hjælper i den sydlige del af regionen

Nu træder Flextrafik til med en hjælpende hånd tre uger tidligere end deres kontrakt træder i kraft. Det stod klart efter et møde mellem Movia og Region Hovedstaden i dag:

Overtager alle transporter til og fra Hvidovre Hospital før egentlig kontraktstart

- Region Hovedstaden har bedt om hjælp, og vi stiller selvfølgelig op. I første omgang overtager vi allerede fra tirsdag den 11. september alle transporterne til og fra Hvidovre Hospital. Det gør det muligt for VBT at øge antallet af vogne i resten af regionen og dermed nedbringe den samlede ventetid, forklarer Dorthe Nøhr Pedersen, administrerende direktør for Trafikselskabet Movia.

Hjælp fra Falck og sygetransporter undersøges også

Region Hovedstaden undersøger desuden om en del af de vogne, som regionen normalt anvender til sygetransporter i september vil kunne frigøres til at køre siddende patienttransporter. Regionen har også bedt Falck om at undersøge, om de har mulighed for at bistå med mandskab og vogne.

VBT beklager situationen

Hos VBT beklager den administrerende direktør Stephen Jespersen situationen:
- Vi gør alt, hvad vi kan for at optimere vores planlægning og indhente ekstra hjælp. Vi vil jo gerne slutte vores kontrakt af på en god måde, som vi kan være stolte af over for patienterne, siger Stephen Jespersen.

Normale tilstande i oktober igen

Region Hovedstaden understreger, at problemstillingen er midlertidig:
- De forlængede ventetider er et beklageligt resultat af overgangen fra én leverandør til en anden. Vi forventer derfor, at patienterne fra 1. oktober vil kunne se frem til normale tilstande igen, siger koncerndirektør Morten Rand Jensen.


Yderligere oplysninger hos

  • Morten Rand Jensen, koncerndirektør i Region Hovedstaden, tlf. 38 66 50 04
  • Pressevagten i Region Hovedstaden, tlf. 70 20 95 88
  • Stephen Jespersen, administrerende direktør, VBT, tlf. 72 10 07 00
  • Dorte Kofoed, Presseafdelingen i Movia. tlf. 36 13 20 13
Redaktør