Region Hovedstaden styrker indsatsen for patienter med sjældne sygdomme


Diagnosticering og behandling af patienter med sjældne eller genetisk betingede sygdomme samles nu.

​​​​​​​

Center flytter fra ministerium til region

1. juli 2012 overtager Region Hovedstaden ansvaret for Kennedy Centret fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse.

Fokus på genetik, synshandikap og mental retardering

Kennedy Centret er et selvstændigt nationalt forsknings- og rådgivningscenter for genetik, synshandicap og mental retardering. Centret har som de eneste i landet behandlings- og rådgivningskompetence inden for Rett Syndrom, der er en medfødt neurologisk udviklingsdefekt og PKU (phenylketonuri, Føllings sygdom), der en arvelig sygdom, der ubehandlet fører til mental retardering.

Vil medføre mere koordinerede behandlingsforløb

Svend Hartling, koncerndirektør i Region Hovedstaden, ser en række fordele ved overtagelsen:

- Vi vil kunne skabe mere koordinerede behandlingsforløb og forskning til gavn for patienter med sjældne sygdomme, som behandles på Rigshospitalet, og for patienter med øjensygdomme som i dag behandles på Glostrup Hospital.

Halvdelen af Kennedy Centrets patienter kommer i forvejen fra regionen

Baggrunden for overdragelsen er et ønske om at styrke den kliniske genetik i Østdanmark. Mere end halvdelen af de patienter, som Kennedy Centret behandler, kommer i forvejen fra Region Hovedstaden. Rent organisatorisk kommer Kennedy Centret til at høre under Juliane Marie Centret på Rigshospitalet.

Samling i international klasse

- At samle flere specialer og kompetencer i Østdanmark på denne måde vil gavne både patienter, personale, forskningen, uddannelse og udviklingen, så Danmark fortsat kan markere sig i den internationale front, vurderer centerdirektør Bent Ottesen fra Juliane Marie Centret, som rummer sjældne sygdomme og den højt specialiserede afdeling for Klinisk Genetik.

Hurtigere patientudredning og større forskningstiltag

- Samlingen vil kunne sikre en hurtig og præcis genetisk udredning og højt specialiseret behandling til alle patienter med sjældne sygdomme og genetisk betingede sygdomme, fordi alle relevante kompetencer nu får mulighed for at arbejde endnu tættere sammen, i gangsætte nye og større forskningstiltag og undersøgelser – til gavn for patienterne, vurderer Bent Ottesen.

Ingen væsentlige ændringer for personalet

For personalet betyder overdragelsen af Kennedy Centret til Region Hovedstaden ingen væsentlige ændringer for deres ansættelsesforhold.


Yderligere oplysninger hos:


  • Svend Hartling, koncerndirektør i Region Hovedstaden, tlf. 40 26 68 87
  • Bent Ottesen, centerdirektør, Juliane Marie Centret, Rigshospitalet, tlf. 35 45 47 69
  • Pressevagten, Region Hovedstaden, tlf, 70 20 95 88
Redaktør