Region Hovedstaden uddanner hundredvis af kommunale medarbejdere i at pode for corona

Nyt podekursus skal øge trygheden blandt frontpersonalet i bl.a. kommuner, så sundhedsfaglige medarbejdere kan blive testet systematisk og nemt

Web-tv: Uddannelse i podning

Varighed: 01:21 min.



Resumé af videoen "Uddannelse i podning"

Filmen fortæller, at medarbejdere fra kommunerne i Region Hovedstaden bliver certificeret til at undervise i corona-podning.

Lonnie Bækgaard Christensen er sygeplejerske på et plejehjem i Brøndby Kommune, og hun siger, at det bliver spændende, når hun skal tilbage på sin arbejdsplads for at formidle den viden, de har fået på kurset, for at kunne informere vejlede og undervise sine kollegaer.

Det er øre-næse-hals-læger fra regionens hospitaler, der underviser i podning. Projektet skal sikre, at personalet på plejehjem og i sundhedssektoren kan blive testet for coronavirus.

Sanne Møller Knudsen er enhedschef i Region Hovedstadens HR-afdeling. Hun fortæller, at de uddanner 220 flowmastere på kurset. Hvis hver person går ud og uddanner 20 podere, så vil vi stå med flere end 4.000 podere i 29 kommuner.

Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen fra Socialdemokratiet, synes det er fantastisk, at regionen omstiller sig så hurtigt og nu kan tilbyde kurser til kollegaerne i kommunerne. Det, at regionen hjælper de kommunalt ansatte, er et godt eksempel på, at regionen gerne vil tage ansvar – og det er de medarbejdere, der har stablet dette på benene, der også er med til at tage et ansvar, siger formanden.

I Albertslund er der øget smitterisiko, det betyder, at kommunens medarbejdere skal testes systematisk. Til det siger Steen Christensen, der er borgmester i Albertslund Kommune: ”Det vigtigste ved den indsats her er, at vi har en sikker drift. Det vil sige, at vores plejehjem og sundhedssektor kører, og at medarbejderne trygt kan gå på arbejde. For når de er trygge på deres arbejde, så ved vores borgere, at de også kan være trygge,” siger Steen Christensen.

Sygeplejersker og øre-næse-hals-læger står klar med blå kitler og podepinde, når de skal undervise medarbejdere fra blandt andet kommuner. Medarbejderne bliver certificeret til at pode for corona blandt fx sundhedsfaglige medarbejdere på plejecentre eller plejehjem og lære færdigheden videre til andre. Regionsråds-formand Sophie Hæstorp Andersen forventer, kurset kan styrke trygheden for det sundhedsfaglige personale:

”Det er helt afgørende, at vi passer på sundhedspersonalet - også i kommunerne. De står i front, og de skal have adgang til nem og hurtig test. Nu kommer flere end 190 medarbejdere fra kommunerne på kursus. Det er effektiv hjælp-til-selvhjælp, hvor personale fra regionen oplærer kommunale medarbejdere, som så efterfølgende kan gå hjem i deres egne organisationer og lære det videre. Det er godt samarbejde og god udnyttelse af ressourcerne i sundhedsvæsnet”, siger hun og tilføjer:

”Der er i hele landet sat gang i systematisk test af sundhedspersonale i kommunerne. Derfor tilbyder Region H oplæring af medarbejdere i at pode, så vi kan øge trygheden for sundhedspersonale ude i fx plejecentre og psykiatrien, når de bliver oplært i at teste og dermed kan hjælpe med at opspore smitte”.

Øget tryghed trods stigende smitte

Kommuner fra hele hovedstadsområdet holder i disse dage øje med den stigende smitte. Albertslund Kommune er en af de kommuner, der oplever øget smitte, for ifølge tal fra SSI er der over 68,7 smittede per 100.000 indbyggere. Det betyder, at kommunens medarbejdere på plejehjem og plejecentre skal testes systematisk for at opspore og inddæmme virussen. 

Borgmester i Albertslund, Steen Christiansen (S), som også er formand for Kommune Kontaktråd i Region Hovedstaden, hilser det tætte samarbejde mellem regionen og hovedstadskommunerne om podekurser velkommen:

”Vi har en fælles interesse i at holde hjulene i gang - også i den offentlige sektor, og kurset er et udtryk for, at vi her under pandemikrisen finder nye måder at løse opgaverne på. Det er med til at sikre driften på vores plejehjem og i sundhedssektoren, og når medarbejderne på plejehjem kan blive testet, kan de gå trygt på arbejde, og så ved vi, at vores borgere også er trygge.”


Godt med praktisk øvelse i podning

De blå plastikhandsker bliver smidt i skraldespanden efter brug, og visirerne bliver renset grundigt med sprit af sygeplejerskerne, som deltager i podekurset. En af dem er Lonnie Bækgaard Christensen, som til daglig er sygeplejerske på et plejecenter i Brøndby Kommune. 

”Det bliver en rigtig god ting, at vi kan gå trygt på arbejde og vide, at vi ikke smitter vores beboere. Det er rigtigt godt, at vi her på kurset øver os på at have en spatel og podepind i hånden og får supervision af en øre-næse-hals-læge i at tage en god prøve”, siger hun.

Over 190 kommunale medarbejdere har været på kursus i at pode, og Region Hovedstaden planlægger yderligere kurser.  

For mere information kontakt:
  • Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen via regionens pressevagt på 70 20 95 88
  • Albertslunds borgmester Steen Christiansen 40 50 85 07 
Redaktør