Region Hovedstaden vil af med vanetænkning i trafikplanlægningen

​Vi bliver vi nødt til at bryde barriererne ned og tænk nyt, hvis vi vil gøre det nemmere for pendlere i hovedstadsområdet at skifte bilturen alene bag rattet ud med et check ind på Rejsekortet eller en frisk cykeltur, siger Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S). En helt ny plan fra Region Hovedstaden skal skabe plads til 20 pct. flere pendlere inden 2035 ved at kombinere tog, bus, letbane, metro og cykelture med private delebiler og samkørsel.

Vent...

Som borger i regionen, hvor vi bevæger os mellem job, uddannelse, fritidsinteresser og skoler, giver det ingen mening at fokusere ensidigt på enten tog og busser eller veje og biler. Vi har hver især vores transportbehov, som får hverdagen til at hænge sammen, siger Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).

Ifølge regionens nye Trafik- og mobilitetsplan og tilhørende analyser er der udsigt til en fordobling af tidsspild på vejene og den kollektiv trafik, der også er under voldsomt pres. 

Der er for mange aflysninger og både busser og tog har svært ved at holde køreplanerne. Udfordringen er, at der kommer flere og flere passagerer i de centrale kommuner i Hovedstaden – mens pendlere fra yderkommuner og fra det øvrige Sjælland og Sydsverige oftest tager bilen, når de skal ind til byen og forstæderne.

Den udvikling vil Region Hovedstaden have vendt og har derfor vedtaget en samlet vision for de mange, som dagligt pendler ind og ud af regionen, så de undgår unødig spildtid i hverdagen.

Fem nye strategiske indsatser baner vejen

For at udnytte det samlede trafiksystem mere optimalt og fremme grønne transportformer peger Region Hovedstaden på fem konkrete strategiske udviklingsområder:

  • Fremtidens kollektive transport som førstevalg for flere
  • Flere cykelpendlere
  • Knudepunkter, der skaber sammenhæng
  • Trafikinformation og mobilitetsservice med brugeren i centrum
  • Attraktiv deletransport

Vi vil bryde med de traditionelle planlæggertanker og tage udgangspunkt i at udnytte vores samlede transportsystem bedre, ved at sætte ind der, hvor vi ser potentialer i at få flere til at skifte til den kollektive trafik, som tilbyder flere forskellige kombinationer end bare et skift mellem bus og tog, siger udvalgsformand Jens Mandrup (SF).

Hovedstadsregionen skal ligesom i andre internationale metropoler i højere grad kunne tilbyde fleksible kollektive trafikløsninger, der tilpasser sig transportbehovet for den enkelte. 

Planen peger derfor på, at den kollektive trafik skal styrkes med forskellige kombinationer af delebiler, taxa-tjenester, samkørsel og cykelture, hvorfor stationer og stoppesteder rundt om i regionen også skal indrettes til dette. 

Samtidig ser Region Hovedstaden gode muligheder i at styrke traditionelle kollektive transportformer bus, letbane, tog og metro via gode trafikale knudepunkter, hvor trafikselskaberne arbejder tættere sammen med private transportaktører og forskellige trafiktjenester for at udvikle et sammenhængende transportudbud, som gør den kollektive trafik mere attraktiv end den er i dag.

Planen er blevet til i tæt dialog med kommunerne i hovedstaden, trafikselskaberne og en række øvrige aktører. Dette samarbejde forsættes og udvides, for at planen kan danne grundlag for at sætte partnerskaber i gang mellem offentlige aktører og invitere private aktører med ind for at udvikle fremtidens løsninger.

For yderligere info:

Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen og formand for Region Hovedstadens Trafikudvalg, Jens Mandrup via Region Hovedstadens Pressevagt på tlf. 70209588


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor