Region Hovedstadens akutberedskab involveret i større busulykke


Første ambulance er fremme efter tre minutter


Første melding 15.35

Tirsdag den 24/1 klokken 15.35 indløb første melding om en alvorlig busulykke på Isterødvejen i Nordsjælland til Region Hovedstadens AMK-Vagtcentral på Herlev Hospital.

Ambulance fremme efter tre minutter

Klokken 15.38 – tre minutter senere – er første ambulance ved ulykken, som involverer en personbil og en bus med børnehavebørn.

Rigshospitalet i Beredskabsniveau 1

Regionens Akut Medicinsk Koordinationscenter (AMK), som varetager den overordnede ledelse og koordination af beredskabet ved større ulykker, varsler hospitalerne, og på Rigshospitalet beslutter klinikledelsen i TraumeCentret, at Rigshospitalet skal gå i beredskabsniveau 1.

18 ambulancer og tre akutlægebiler

I alt sendes 18 ambulancer og 3 akutlægebiler til ulykkesstedet, herunder en indsatslederuddannet koordinerende læge, og det besluttes at sende alvorligt tilskadekomne patienter til Rigshospitalet og ikke tilskadekomne børn til Hillerød Hospital.

5 patienter på Rigshospitalet

Rigshospitalet modtager herefter i alt 5 patienter, to voksne og tre børn. De to voksne og to af børnene er let tilskadekomne. Det sidste barn gennemgår fortsat undersøgelser. Alle er forenede med deres familier og har fået krisepsykologisk bistand.

37 børn på Hillerød Hospital

Hillerød Hospital modtager i alt 31 børn, der ankommer i bus, og 6 børn der ankommer i ambulance og 2 voksne i ambulance. Alle er sluppet med mindre skader, er forenede med deres familier og har modtaget krisepsykologisk bistand. 6 børn er blevet i børneafdelingen til formodet overnatning til observation for hjernerystelse.

En person død

En person var død på skadestedet i forbindelse med ulykken.

Beredskabssituationen afblæses på Rigshospitalet 17.46.

Yderligere oplysninger hos:

  • Pressevagten i Region Hovedstaden – mobil 70 20 95 88

Redaktør