Region H påtager sig opgaven med at indkøbe værnemidler til hele landet

​Den globale udbredelse af COVID-19 har betydet, at markedet for værnemidler, testudstyr og andet kritisk udstyr er ekstremt presset og uforudsigeligt. Det er derfor hensigtsmæssigt at samle købekraften – på tværs af sektorer – i store strategiske indkøb. Region Hovedstaden har efter aftale med de andre regioner og de statslige myndigheder påtaget sig opgaven med at købe værnemidler og andre kritiske varer på vegne af hele landet. Regionsrådet har i dag på et ekstraordinært møde givet administrationen den nødvendige opbakning til at løfte opgaven.

​Værnemidler som hånddesinfektion, masker, kitler og visirer er vigtige for læger, sygeplejersker, plejepersonale og andre, der skal hjælpe mennesker, der er ramt af COVID-19. Der er imidlertid rift om dem på verdensmarkedet. Derfor har Region Hovedstaden påtaget sig den vigtige opgave at købe værnemidler og andet kritisk udstyr på vegne af alle regioner, kommuner og staten. 

Der skal købes ind, så Danmark kan klare sig bedst muligt gennem coronakrisen, og der skal gerne opbygges et lager til de næste seks måneder. På et ekstraordinært møde har regionsrådet i Region Hovedstaden givet den nødvendige tilladelser til, at regionen lægger ud for indkøbene.

”Værnemidler er essentielt for de medarbejdere, der står i frontlinjen og behandler syge med COVID-19. Derfor er jeg stolt af, at vi i Region Hovedstaden kan påtage os det ansvar, det er, at stå for indkøb af tilstrækkelige værnemidler og andet kritisk udstyr til Danmark. Coronakrisen kan kun løses i fællesskab, og det er derfor vi i dag har sagt ja til denne opgave i regionsrådet”, udtaler regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen.

Konkret har regionsrådet givet koncerndirektør Jens Gordon Clausen opbakning til rollen som indkøber på vegne af hele landet. Det er dog ikke en regning, som Region Hovedstaden selv kommer til at hænge på, men penge regionen lægger ud. Det er aftalt mellem regionerne og regeringen i Tiltag vedr. regionernes økonomi i lyset af COVID-19, at: 

”Regeringen vil sikre, at der er finansiering i regionerne til den ekstraordinære indsats til COVID-19-relaterede tiltag”, hvorfor det forventes, at staten dækker de ekstra udgifter til værnemidler, kritiske varer og andre tiltag, som sundheds- og plejesektoren har brug for i forbindelse med COVID-19-epidemien.

Yderligere info

Kontakt regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) og Jens Gordon Clausen via Region Hovedstadens pressevagt på 7020 9588 eller på presse@regionh.dk 

Redaktør