Regionspolitikere: Vi bornholmere skal testes en gang om ugen

​Kun halvdelen af testkapaciteten i de 11 teststeder på Bornholm udnyttes. Prisen for at være test-ø og få lov til at åbne mere er, at vi alle sammen bliver testet en gang om ugen, siger regionspolitikerne Leila Linden (S) og Carsten Scheibye (V).

Vent...

Siden 1. marts har Bornholm været test-ø og har haft en større genåbning end andre dele af landet – med åbne skoler, butikker og liberale erhverv.

Betingelsen for at være test-ø er, at alle bornholmere over 12 år skal lade sig teste en gang om ugen. Data fra Statens Serum Institut viser imidlertid, at der er plads til flere på øens 11 teststeder. De seneste syv dage er der kun blevet testet 15.000 bornholmere. Planen for den bornholmske genåbning var 5.000 daglige test.

"Vi bornholmere er en slags prøveklud eller »test-ø«, der måske kan vise vejen for genåbning i resten af landet, og derfor vil jeg også opfordre alle til at blive testet. Med 11 teststeder burde det være til at komme hen til test, " siger medlem af regionsrådet Leila Linden (S).

Hendes politiske kollega Carsten Scheibye (V) bakker op om en bred opfordring til bornholmerne.

"Det er dejligt, at vi nu kan sende vores børn og unge i skole, vi kan komme en tur til frisøren og i det hele taget kan vores erhvervsliv komme i omdrejninger, så vi er nødt til at holde fast i, at vi lader os teste. På den måde kan vi måske også bidrage med værdifulde erfaringer til åbning i andre dele af landet," siger Carsten Scheibye.

Find et af de 11 teststeder på Bornholm

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor