​​​

Regionsrådsformand appellerer til borgerne: Få hellere jeres vaccination i dag end i morgen

​Lars Gaardhøj er bekymret for smitten i Region Hovedstaden og vil have regionens samlede kapacitet op på 250.000 stik om ugen. Fra næste uge kan borgerne også blive vaccineret på 58 apoteker fordelt i regionen

Vent...

"Som formand for Region Hovedstaden er jeg rigtig bekymret for den stigende smitte. Jeg vil gerne undgå, at vi kommer derhen, hvor samfundet lukker endnu mere ned og hospitalerne vil få meget svært ved at følge med. Det er ingen hemmelighed, hvor pressede vores hospitaler er. Derfor er min appel: Få din vaccine hurtigst muligt. Heller i dag end i morgen. Der er masser af muligheder både i de store vaccinationscentre og hos praktiserende læger. Og fra næste uge vil du også kunne gå ned på dit lokale apotek," siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S).

Han understreger, at mange gode kræfter er trådt til for at skrue op for kapaciteten, så regionen allerede nu lever op til myndighedernes krav om 158.000 stik om ugen.

Region Hovedstaden skruer endnu mere op

"Men vi står et sted, hvor vi i Region Hovedstaden vælger at skrue endnu mere op. Vi skal op på 250.000 stik om ugen. Det kan simpelthen ikke gå for stærkt med at få flest mulige vaccineret, og med den aftale vi netop har indgået med 58 apoteker, så er vi godt dækkede i hele regionen. Hvis man ikke har mulighed for at transportere sig til et af de store vaccinationscentre, så kan man blive vaccineret hos et af de næsten 400 lægepraksisser, der vaccinerer – eller på det lokale apotek," siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S).

De 58 apoteker ventes at kunne levere op mod 30.000 stik om ugen. Efter nytår ventes endnu flere apoteker at komme med.

​"Vi har 1.550 farmaceuter og farmakonomer, som har stor erfaring med at vaccinere mod influenza og lungebetændelse. Mange borgere er allerede vant til at gå på apoteket for at blive vaccineret. Og nu kan de så også blive vaccineret mod COVID. De går ind på deres lokale apotek og trækker et nummer, og er der ventetid, kan de gå nogle ærinder og komme tilbage med deres nummer – helt som de plejer, når de handler på apoteket," fortæller Bjarne Kalø, direktør for APOVAC (se mere under fakta), der understreger, at apotekerne i videst mulige omfang også vil sørge for at holde åbent for vaccination i dagene omkring jul og nytår.

Ryk din tid frem

Regionsrådsformanden håber, at borgerne i weekenden eller de nærmest dage benytter et af de mange tilbud om vaccination.

"Vi kan jo oprette nok så meget kapacitet – borgerne skal også bruge det. Så alle, der er inviteret til vaccination, vil jeg appellere til måske at bruge weekenden på at blive vaccineret. Kommer du alligevel forbi KB Hallen eller Fælledparken, så smut ind og få det overstået. Din tidsbestilling bliver automatisk annulleret, når du registreres som vaccineret. Og har du allerede en tid sidst i december, så ryk din vaccinationstid frem," siger Lars Gaardhøj.

Udgangspunktet er, at man skal have en invitation til vaccination i sin eBoks, men benytter man drop in uden tidsbestilling i Fælledparken og KB Hallen, så vil man ikke blive afvist, hvis man fik 2. stik for fem en halv måned siden.

 

Fakta – find vej til vaccination på Region Hovedstadens hjemmeside​ 

  • Vaccinationscentre: Region Hovedstaden har de sidste uger løbende øget kapaciteten til COVID-vaccination, og der åbnes dagligt nye centre – bl.a. tre store centre: Øksnehallen (åbner i dag fredag), Københavns Hovedbanegård og Baldersgade på Nørrebro. Desuden er der indgået samarbejde med to private aktører, der har åbnet store vaccinationscentre i KB Hallen og Fælledparken

  • Praktiserende læger: Regionen har også lavet aftale med de praktiserende læger (PLO), så tæt ved 400 lægepraksisser tilbyder vaccination

  • Apoteker: 58 apoteker tilbyder fra næste uge drop in vaccination - de er fordelt i Frederikssund, Hørsholm, Nexø, KBH N, KBH SV, Valby, KBH V, KBH NV, Frederiksberg, Herlev, Skibby, Nærum, KBH K, KBH Ø, Hellerup, Ballerup, Taastrup, Ishøj, Holte, Vanløse, Holte, Lyngby, Birkerød, Allerød, Kastrup, Dragør, Gentofte, Værløse, Helsingør, Frederiksværk, Brøndbyøster, Brøndbyvester, Rødovre, Husum, Tårnby, KBH S.

  • Find kort over alle vaccinationssteder på coronasmitte.dk

    Fakta om APOVAC

    APOVAC er en erhvervsdrivende forening etableret i foråret 2019, som i dag har ca. 340 danske apoteker og filialer som medlemmer. APOVACs overordnede mål er at bistå apotekerne med at gøre det hurtigt, nemt og sikkert for danskerne, at få foretaget vaccinationer samt antistoftest i forbindelse med COVID-19. Enkelte af APOVACs medlemmer foretager også antigentest (lyntest). 
    Læs mere:



Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor