Rød løber og Eurovision-fest på Rådhuspladsen


Når den officielle åbning af Eurovision Song Contest 2014 finder sted på Københavns Rådhus d. 4. maj, vil Rådhuspladsen emme af stjernestøv og musik.

​​

Nedtælling

Dj’s og tidligere Eurovision-vinder Brdr. Olsen sætter gang i folkefesten, inden artisterne fra de 37 deltagerlande går op ad den røde løber på Rådhuspladsen.

Eurovision-festen går for alvor i gang, når Rådhuspladsen tæller ned til en uge i Eurovision’s tegn d. 4. maj.

Officiel åbning på Københavns rådhus

”Jeg glæder mig til at byde både københavnere og besøgende velkommen til en kæmpe folkefest i København. Byen emmer af musik og events hele ugen under Eurovision Song Contest, og jeg håber, at alle tager del i festlighederne på fan milen og rundt om i byen”, siger overborgmester Frank Jensen (S).

Københavns Rådhus afholder den officielle åbning for artisterne og deres delegationer, og inden da er der lagt op til folkefest på Rådhuspladsen med musik fra Brdr. Olsen og nedtælling til Eurovision.

En uge med musik og events

Konferencier Bryan Rice og Eurovision-DJ’s sætter gang i folkefesten fra kl. 17.00, hvorefter overborgmester Frank Jensen og regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen byder københavnerne og de internationale deltagere velkommen til en uge med musik og events.

Fantastisk fest

”Søndag bliver et fantastisk kick-off til en utrolig spændende uge. Vi har ventet i spænding i månedsvis, og nu er det lige op over,” siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).

”Vi glæder os selvfølgelig utrolig meget til at vise resultaterne af den kæmpemæssige indsats, som alle involverede har ydet, frem for hele verden. Det er en fantastisk fest, der bliver skudt i gang på søndag,” fortsætter formanden.

Emmelie de Forest først på den røde løber

Inden det store nedtællings-ur på Rådhuspladsen slår nul, og Eurovision Song Contest 2014 officielt er begyndt, synger tidligere Eurovision-vindere, Brdr. Olsen, deres vinderhit fra 2000 cirka kl. 17.40.

Derefter er der gallakjoler og smokings på den røde løber, som indvies af sidste års Eurovision-vinder, Emmelie de Forest. Hun træder som den første op ad den røde løber efterfulgt af alle deltagerlandenes artister og deres delegationer samt Eurovision Song Contest værterne.

Masser af events og musik på fan milen

Der forventes både tilskuere, fans og presse langs den røde løber, og alle er velkomne. Den røde løber forventes at vare fra kl. 18.00 til cirka 20.00 – 20.30.

Åbningsceremonien er startskuddet på en uge, hvor København byder på masser af events og musik på fan milen, der strækker sig fra Rådhuspladsen til Nyhavn.

Mere om Eurovision Song Contest 2014

  • Download ”Join Us in Copenhagen” app’en i App Store, som samler alle events under Eurovision Song Contest

Kontakt

  • Kommunikationskonsulent Frederikke Møller Kristiansen, Københavns Kommune, CA63@okf.kk.dk, tlf.: 24968301
  • Pressevagten i Region Hovedstaden 70 20 95 88
Redaktør