Skåne og Østdanmark skaber vækst og job sammen

The Greater Copenhagen & Skåne Committee bliver det nye erhvervspolitiske kraftcenter for Østdanmark og Skåne

Nu er der slået politiske søm i det samarbejde, som skal sikre, at hovedstaden også om 20 år er et af verdens bedste steder at bo og arbejde i.
De danske og skånske politikere i Øresundskomitéens forretningsudvalg har onsdag nikket ja til etableringen af The Greater Copenhagen & Skåne Committee.

Dermed er det en realitet, at Region Hovedstaden, Region Sjælland, Region Skåne samt 79 kommuner har skabt et nyt erhvervspolitisk kraftcenter, som skal sikre vækst og nye arbejdspladser i hele metropolen.

Banebrydende samarbejde


- Det er et banebrydende samarbejde, som jeg er stolt af at være en del af. The Greater Copenhagen & Skåne Committee er vejen frem, hvis vi skal klare os i den hårde globale konkurrence om vækst og arbejdspladser. Derfor er jeg meget glad for, at de skånske politikere deler vores vision om at konkurrere med de store, internationale metropoler. Hver for sig er vi små fisk, men sammen bliver vi 3,9 millioner indbyggere. Det gør en forskel for de virksomheder, der overvejer, hvor de skal placere deres investeringer, siger Sophie Hæstorp Andersen (S), formand for Øresundskomiteen og regionsrådsformand i Region Hovedstaden.

Øresundskomiteen ændres

Det hidtidige fælles dansk/svenske samarbejdsorgan Øresundskomiteen bliver dermed ændret til The Greater Copenhagen & Skåne Committee, som officielt slår dørene op d. 1. januar 2016. 

Alle 79 kommuner og de tre regioner i Skåne og på Sjælland er medlemmer af The Greater Copenhagen & Skåne Committee. 

Og arbejdet med at blive et internationalt knudepunkt for investeringer og skabe øget vækst og beskæftigelse er i gang.

- Internationale virksomheder er ligeglade med grænser. Det bliver vi som politikere nødt til at erkende. Derfor vil vi gøre op med det bureaukrati, der gør livet surt for virksomhederne. Vi vil have et smidigt, sammenhængende erhvervsfremmesystem, så vi får supergode forhold for både eksisterende og nye virksomheder. Vi er et af de steder i verden, der kan tilbyde højt uddannet, selvstændigt tænkende arbejdskraft. Og ingen andre metropoler giver adgang til to landes markeder, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Tre eksempler på initiativer som allerede er i gang:


  • En fælles investorportal, som giver udenlandske investorer et overblik over, hvor i Greater Copenhagen, der er mulighed for at investere i større byggeprojekter. Læs mere på www.investcph.com
  • One Point Entry – et fælles modtageapparat, som sender udenlandske forretningsdelegationer hen til præcis de virksomheder, de er optaget af
  • International House – en fælles international borgerservice, som er specialiseret i at hjælpe internationale medarbejdere og deres ægtefæller med at etablere sig i Greater Copenhagen.
Fakta:

  • The Greater Copenhagen & Skåne Committee består af Region Hovedstaden, Region Sjælland, Region Skåne samt alle 79 kommuner i de tre regioner
  • Ledelsen er en bestyrelse med syv medlemmer fra hver side af sundet
  • På et borgmestertopmøde d. 14. august 2014 bakkede samtlige 46 borgmestre i Østdanmark op om samarbejdet
  • D. 22. juni afholdes et tilsvarende politisk topmøde for alle ledende politikere i regionen. Mødet afholdes i Kristianstad
  • Øresundsregionen har 3,9 mio. indbyggere.

Kontaktinfo

Formand for Øresundskomiteen og Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) via Region Hovedstadens pressevagt: 70 20 95 88. 

Redaktør