Skarpe initiativer mod overmedicinering i Region Hovedstadens Psykiatri


Retningslinjer bliver indskærpet, patientsikkerheden skal undersøges og Psykiatriudvalget følger op på problemerne


Flere tilfælde af overmedicinering

Der er konstateret flere tilfælde af medicinering af svært psykotiske patienter på flere psykiatriske centre i Region Hovedstadens Psykiatri, som ligger ud over de anbefalede grænser.

Gribes hurtigt ind

Derfor skal der nu gribes hurtigt ind, så det ikke medfører skade på patienterne.

- Vi skal sætte prop i, så overmedicineringen stopper, og der skal ske en kraftig ledelsesmæssig opstramning, siger regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen.

Nye initiativer

De nye initiativer er:
  • Et midlertidigt loft for doseringen af antipsykotisk medicin anbefalet af en taskforce, nedsat af Region Hovedstadens Psykiatri, med erfarne klinikere, faglige eksperter samt repræsentation fra andre regioner og somatisk ekspertise.
  • En undersøgelse af journalerne for de patienter, hvor der er sket en dosering over det anbefalede for at se på om, der har været fare for patientsikkerheden. Metoden for arbejdet fastlægges af fagfolk, som bl.a. kommer uden for Region Hovedstadens Psykiatri.
  • Inden sommerferien vil Region Hovedstadens Psykiatriudvalg se på, om de initiativer, der er taget er tilstrækkelige. Udvalget skal samtidig følge op på, om problemstillingen om medicinering af psykisk syge patienter lever op til visionerne for fremtidens psykiatri.

Ingen tvivl om svigt

- Der er ingen tvivl om, at der er sket et administrativt svigt, og at det skal undersøges, hvem der har svigtet på det ledelsesmæssige plan. Men det vigtigste er at bryde kæden, så overmedicineringen stopper, siger Vibeke Storm Rasmussen.

Kortlæggelse af brug på alle centre

Udover de nye initiativer så er anvendelsen af lægemidlerne olanzapin, midazolam og en række andre antipsykotiske præparater ved at blive kortlagt på alle psykiatriske centre, og brugen af midazolam er indstillet indtil videre.

Sundhedsstyrelsen undersøger også

De omtalte undersøgelser forløber parallelt med Sundhedsstyrelsens undersøgelse, som kan betyde yderligere tiltag.

Fakta:

  • Region Hovedstadens psykiatri (RHP) er Danmarks største psykiatriske hospital med 5300 ansatte.
  • RHP behandler årligt 40.000 mennesker – og antallet er støt stigende.
  • RHP består af ti psykiatriske centre, tre børne- og ungdomspsykiatriske centre, en fælles stabsfunktion samt tre sociale tilbud.
Yderligere oplysninger hos:
  • Regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen (S), Region Hovedstaden, tlf. 43 64 25 21 (hjemme)
  • Pressevagten i Region Hovedstaden, 70 20 95 88
Redaktør