Stadig stort influenza-udbrud i Region Hovedstaden


Rigtig mange borgere i Hovedstaden døjer stadig med influenzalignende symptomer.

Anbefaling fra regionale sundhedsmyndigheder

Borgere med nedsat immunforsvar bør kontakte egen læge ved influenzasymptomer. Alle andre bør opsøge læge, hvis de stadig har stærke symptomer 3-5 dage efter symptomerne første gang viste sig. Sådan lyder de regionale sundhedsmyndigheders anbefaling nu.

Mange henvender sig stadig med influenzasymptomer

På anden uge oplever både Region Hovedstadens akuttelefon og lægevagten i Hovedstaden nemlig en kraftig stigning i antallet af henvendelser fra borgere, som har influenza eller influenzalignende symptomer:

- I forhold til samme periode sidste år får lægevagten i Region Hovedstaden 41 procent flere henvendelser og omkring hver fjerde henvendelse omhandler influenzalignende symptomer. Vi har i øjeblikket fire patienter liggende på intensivafdelinger med influenza, så sygdommen skal tages alvorligt, siger Jens Lundgren, der er formand for influenza-udvalget i Region Hovedstaden.

Udsatte borgere bør være opmærksommme

Han opfordrer derfor alle udsatte borgere, som i forvejen har nedsat immunforsvar, til at henvende sig til lægen eller lægevagten med henblik på podning og eventuel medicinsk behandling, hvis de oplever influenzalignende symptomer. Borgere med normalt immunforsvar bør også kontakte lægen eller lægevagten, hvis de tre dage efter deres indledende symptomer stadig har feber og oplever en forværring af sygdommen.

Forsøg at undgå smitte

Jens Lundgren kommer med følgende råd til borgerne i hovedstaden for at undgå at smitte andre:

- Hvis du er syg, bør du gøre hvad du kan for at undgå at smitte andre. Hold dig hjemme under dynen, indtil du er symptomfri, vask dine hænder ofte og nys ind i dit ærme frem for ind i hånden eller ud i luften. Hvis du er usikker på, hvordan du bør forholde dig, og hvornår det er en god ide at kontakte lægen eller lægevagten, kan du få vejledning på Region Hovedstadens akuttelefon 1813, siger Jens Lundgren.


For yderligere information:

  • Jens Lundgren, formand for Region Hovedstadens influenza-udvalg, tlf. 40 87 93 03
  • Pressevagten i Region Hovedstaden, tlf. 70 20 95 88
Redaktør