Sundhedsministeriet afviser igen Region Hovedstadens ønske om et produktionskøkken

​Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) har i dag meddelt, at Region Hovedstaden ikke kan få dispensation til at udvide den økonomiske ramme for Nyt Hospital Nordsjælland, så regionen kan bygge et produktionskøkken for egne midler.

​Det er fjerde gang, ministeren afviser anmodningen fra regionen, og det ærgrer formand for den politiske følgegruppe for Nyt Hospital Nordsjælland, Per Seerup Knudsen (S):

"Vi vil gerne kunne tilbyde god og frisk mad til dem, som besøger hospitalet. Sundhedsministeren holder stædigt fast på en ret rigid regel om, at vi ikke må udvide den økonomiske ramme. Og det går altså ud over patienterne," siger han.

Sundhedsministeren siger, at Regionen må finde pengene til køkkenet inden for rammen, men det er ikke en løsning, som Per Seerup Knudsen er tilfreds med:

”Vi har en rigtigt god plan for byggeriet. Vi har de sengestuer, vi skal have, og  vi har de ambulatorier, vi skal have - indenfor for de økonomiske rammer, vi har for byggeriet. Hvis vi skal finde penge til et køkken, så kommer det til at gå ud over fx antallet af senge. Det synes jeg ikke er i orden.”

Nu må vi jo sætte os ned i følgegruppen og se på, hvad vi så har af muligheder – for vi opgiver ikke det produktionskøkken," slutter han.

Yderligere information

  • Formand for den politiske følgegruppe for Nyt Hospital Nordsjælland, Per Seerup Knudsen (S): 20815262
Redaktør