Sundhedsplatformen i luften med tre hospitaler mere

Amager og Hvidovre, Nordsjællands og Bornholms hospitaler tog i fredag nat den fælles elektroniske patientjournal i brug.

​Natten mellem fredag og lørdag blev der sat strøm til Sundhedsplatformen på yderligere tre hospitaler, og det betyder, at 25.000 sundhedsfaglige ansatte i Region Hovedstaden arbejder med den nye patientjournal.

Forud for Go Live blev systemet udsat for de sidste af mange tests, som skal sikre, at systemet kan køre tilfredsstillende.

Klokken 3 blev den endelige godkendelse givet og dermed rundede Region Hovedstaden endnu en stor milepæl i indføringen af Sundhedsplatformen, som i perioden 2016-2017 skal udbredes på alle hospitaler i Region Hovedstaden og Region Sjælland.

Regionrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) var i nat på Hvidovre Hospital og fulgte overgangen til Sundhedsplatformen på det store akuthospital:

"Som regionrådsformand bliver jeg stolt, når jeg ser dedikerede og professionelle medarbejdere gribe så stor en opgave. Der er ingen tvivl om, at vi beder medarbejderne om rigtig meget."

Langt over halvdelen på Sundhedsplatformen

Regionsdirektør Hjalte Aaberg fulgte overgangen til Sundhedsplatformen på Nordsjællands Hospital.

"Det er så godt gået af medarbejderne på de tre hospitaler, der netop er kommet på Sundhedsplatformen, og nu er langt over over halvdelen af alle medarbejdere på systemet," siger regionsdirektør Hjalte Aaberg.

"De næste par uger handler det om at få rigtig mange flere kolleger med på Sundhedsplatformen for alvor. På den måde bliver vi en mere og mere sammenhængende enhed. Og efterhånden som alle kommer på, kan vi koncentrere os om at forbedre systemet på baggrund af alle de erfaringer, vi gør os nu."

Kæmpe omstilling

Selvom Sundhedsplatformen har fungeret siden Herlev og Gentofte Hospital som det første gik på systemet 21. maj sidste år, så forventes det, at det vil tage flere måneder – ja måske op til et par år – før alle medarbejdere føler sig fuldstændig fortrolige med alle arbejdsgange.

"Vi står midt i en meget udfordrende omstillingsproces, som ER slidsom. Vi er i gang med den største forandringsproces, mange af os nogensinde kommer til at opleve i vores arbejdsliv. Og det bliver godt takket være en organisation fuld af mennesker, som bare vil have hverdagen til at fungere så godt som muligt. De har et ekstra gear, når der skal ske store forandringer."

Udviklingen af Sundhedsplatformen fortsætter

Udviklingen af Sundhedsplatformen fortsætter, og der bliver hele tiden justeret og rettet fejl på baggrund af de erfaringer, som læger og sygeplejersker får med systemet.

20. maj 2017 ventes Bispebjerg og Frederiksberg Hospital og Region Hovedstadens Psykiatri at gå på som de sidste i Region Hovedstaden, og så følger alle sygehusene i Region Sjælland i november 2017.

De andre hospitaler hjælper

I overgangsfasen er der er lavet aftaler med de andre hospitaler i regionen om at tage en del af patienterne fra Nordsjælland og Amager og Hvidovre Hospitaler, så det sikres, at akutte og livstruede patienter bliver behandlet som vanligt.

 

Fakta om Sundhedsplatformen

  • Sundhedsplatformen er Danmarks største sundheds-it-projekt og skal samle informationer om patienter ét sted.
  • Sundhedsplatformen indføres på alle hospitaler i Region Hovedstaden og Region Sjælland i perioden 2016-2017.
  • Systemet træder i stedet for regionernes nuværende patientjournaler og erstatter op mod 30 forældede og usammenhængende it-systemer.
  • Systemet er udviklet af softwareleverandøren Epic. Systemet bruges på 1.100 hospitaler verden over og servicerer 172 millioner patienter.
  • Region Hovedstaden forventer at bruge omkring 2,1 mia. kroner på systemet. Heraf godt 1,03 til anskaffelse af systemet og 1,1 mia. til interne omkostninger; bl.a. uddannelse og træning.
Redaktør