Synsproblemer hos for tidligt fødte kan skyldes hjerneskade


Årsagen til problemer med synet hos ekstremt tidligt fødte børn er ikke altid øjenskader, men mindst lige så hyppigt en hjerneskade. Det viser en ny undersøgelse fra Glostrup Hospitals Øjenafdeling

​​​​

Synsproblemerne skyldes lide så ofte at barnet har en hjerneskade

Problemer med nedsat syn er en kendt komplikation hos børn, der er født ekstremt for tidligt. Hidtil har lægerne haft stor fokus på nethindesygdommen præmaturitetsretinopati (ROP) som årsag til synsproblemerne, men en ny dansk undersøgelse har nu vist, at det mindst lige så ofte skyldes, at barnet har en hjerneskade.

Undersøgelsen er en del af en netop afsluttet ph.d. afhandling

Reservelæge Carina Slidsborg fra Glostrup Hospitals øjenafdeling står bag undersøgelsen, der netop er blevet publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Archieves of Ophthalmology (the American Medical Association). Undersøgelsen er en del af hendes netop afsluttede ph.d. afhandling.

Den rette hjælp til barnet

- I dag bliver for tidligt fødte børn ikke altid scannet for hjerneskader. Det er heller ikke alle skader, der kan ses i en scanning, ligesom det tyder på at en hjerneskade kan udvikle sig videre med tiden. Vores resultater viser, at det er vigtigt at have fokus på, at øjenproblemerne meget vel kan være et resultat af en hjerneskade, så der kan sættes ind med den rette hjælp til barnet, siger Carina Slidsborg.

Børnenes syn blev undersøgt og sproglige, motoriske/mentale evner blev vurderet

I undersøgelsen indgår 178 børn, der var født ekstremt for tidligt mellem 2004 og 2006. Børnenes syn blev undersøgt på Glostrup Hospital. Deres sproglige, motoriske og mentale evner blev vurderet af forældrene ud fra et velvalideret spørgeskema (the Ages and Stages Questionnaire).

Håber den nye viden kan føre til, at der bliver gjort en større indsats

Carina Slidsborg håber den nye viden kan føre til, at der bliver gjort en større indsats for at følge og støtte ekstremt for tidligt fødte børn. Der er i dag ikke klare landsdækkende retningslinjer på området.

Videnskabelig reference:

”Cerebral Damage May Be the Primary Risk Factor for Visual Impairment in Preschool Children Born Extremely premature”, Archives of Ophthalmology, American Medical Association, 2012.
Redaktør