Tre internationale topforskere styrker hovedstadens forskning yderligere


Med legater på i alt 120 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden har Københavns Universitet rekrutteret tre internationale topforskere. Forskerne skal arbejde sammen med hospitalerne i Region Hovedstaden.

​​

De tre forskere er:
  • Maiken Nedergaard, hjerneforsker
  • Steven A. Goldman forsker i stamceller til behandling af sygdomme i centralnervesystemet
  • Michael Davies forsker i proteiner
Læs mere om de tre forskere på Københavns Universitets hjemmeside

Begejstret for udsigt til øget samarbejde

- Jeg er begejstret for udsigten til øget samarbejde med Københavns Universitet inden for banebrydende hjerne- og hjerteforskning. De tre Laureate Research Grants vil bygge bro fra universitet til samfund og skabe større sammenhængskraft, som styrker dansk, klinisk forskning – og samtidig genererer vækst og udvikling i hovedstadsregionen, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen.

Til gavn for patienten i løbet af en kort årrække

Dekan på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Ulla Wewer, siger:
- Det her er begyndelsen på et nyt kapitel i samarbejdet mellem universitetet og hospitaler – en ny og kortere vej fra universitetsforskning til behandling. Nedergaard, Goldman og Davies er tunge profiler inden for grundforskning. Samtidig excellerer de alle tre i translationel forskning – det vil sige, der er tale om videnskabelige resultater, som kan overføres til klinikken til gavn for patienten i løbet af en kort årrække.

Ulla Wewer fortsætter:
- De tre professorer er i sværvægtsklassen og sikrer Københavns Universitet en styrket global position inden for sundhedsvidenskabelig forskning. Vi ønsker, at forskningen hurtigere skal komme patienten til gode og vil derfor øge samarbejdet med Region Hovedstaden til gavn for danske patienter.
Redaktør