Udtalelse fra Vibeke Storm Rasmussen om Kattegatforbindelsen



Ny trafikpolitik fra Regeringen

"Regeringen ønsker en spritny trafikpolitik i Danmark med Kattegatforbindelsen og transportminister Henrik Dam Kristensen har derfor inviteret regionsrådsformændene med i arbejdet om Kattegatforbindelsen.
  

Ikke Region Hovedstadens ide

Kattegatforbindelsen er ikke en tanke, der er vokset hos os i hovedstadsregionen.
Hovedstadsregionen har derimod brug for en samlet belysning af, hvad de store tunnelprojekter fra Femern Bælt, i Københavns havn og nu i Kattegat kræver af nye investeringer, så hovedstadsregionen, der i forvejen er hårdt presset af trængselsproblemer, ikke sander til trafikalt.

Godt med start på hurtigtog 

Miljøpolitisk vil vi selvfølgelig hilse forbindelsen velkommen, hvis dette er starten på hurtigtog fra Aarhus til Københavns Lufthavn, så folk fra hele Jylland kan komme til Kastrup uden stop. Så slipper vi for de meget svinende, korte flyvninger.

Arbejder sammen med Sjælland, Skandinavien og Tyskland

Vi arbejder netop sammen med Skåne, Region Sjælland, Gøteborg, Oslo og Hamborg om højhastighedstog over Kastrup med samme miljøpolitiske formål

Godt hvis det reducerer antal lastbiler

Hvis dette er starten på at få godscontainere på skinner fra og til Jylland via et omlastningscenter i Tåstrup, så reduceres antallet af svinende diesellastbiler i den tæt bebyggede by, og det er i forlængelse af vores ønsker for regionsudvikling som et grønt trafikknudepunkt.
Vi har brug for løsninger på de mange tunge diesellastbiler og masser af personbiler oven i de uløste problemstillinger med Femern-forbindelsen.

Vækst kræver opkobling til Europa

Vores vækst er betinget af opkobling på Gøteborg, Oslo, Stockholm og Hamborg, men det er klart at folk fra Fyn og hele Sjælland arbejder i hovedstadsregionen – og det skal folk fra Århus da også kunne.
Vi må bare stille krav om en bæredygtig og sammenhængende trafikløsning i stedet for hovsa-tunneller. Vi skal jo også selv kunne være her, slutter regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen.

Fakta:

  • Første møde i regeringens politiske kontaktgruppe for en undersøgelse af en eventuel Kattegatforbindelse forløb onsdag den 20/2. Her mødtes transportministeren med Danmarks fem regionsformænd, formændene for Kommunekontaktrådene samt formanden for Kattegatkomiteen på baggrund af, der i regeringsgrundlaget står, at regeringen vil fortsætte undersøgelserne af en Kattegatforbindelse.
  • Region Hovedstaden har 1,7 millioner borgere.
  • Hovedstadsregionen bidrager med næsten halvdelen af Danmarks BNP.
  • Ifølge konsulenthuset Copenhagen Economics skabes der 20 nye job i resten af landet, hver gang der skabes 100 i hovedstadsregionen.

Yderligere oplysninger hos:

  • Vibeke Storm Rasmussen (S), Regionsrådsformand, Region Hovedstaden, 43 64 25 21 (hjemme)
  • Pressevagten i Region Hovedstaden, 70 20 95 88
Redaktør